Krimi20. august 2023

Drama i Tårnby: Politiet efterforsker skyderi ved ungdomsfest

Politiet har fundet to hylstre fra en gaspistol efter anmeldelse om skyderi i Tårnby natten til søndag

Natten til søndag rykkede Københavns Politi ud til en anmeldelse om et skyderi i Tårnby.

Det oplyser Espen Godiksen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

- Nogle unge var samlet til fest. Så har der været nogle uoverensstemmelser, og i forbindelse med det er der blevet afgivet to skud.

Ingen personer blev ramt af skud, og der er ingen tilskadekomne efter hændelsen.

- Vi har fundet to hylstre fra en gaspistol derude, siger Espen Godiksen.

Politiet fik anmeldelsen om hændelsen, der fandt sted på Tårnbypark Allé, klokken 02.06.

Søndag morgen ønsker vagtchefen ikke at oplyse, om der er anholdte i sagen.

Politiet vil fortsætte efterforskningen søndag, men er ikke længere til stede på gerningsstedet.

Sponsoreret indhold