Krimi20 timer siden (opd. 20 timer siden)
Drama i Rødovre: Påsat brand på plejehjem og ved supermarked
Politiet har anholdt en person, de betegner som uligevægtig efter de to påsatte brande
Af: Ritzau

Den første brand blev påsat her på plejehjemmet Ørbygård, mens et supermarked senere blev ramt af en brand i samme område.
Foto: Steven Knap/Ritzau ScanpixAnnonce
Efter en påsat brand ved et plejehjem i Rødovre og dernæst ild i nogle bamser i et supermarked i nærheden mandag formiddag er en person, som beskrives som uligevægtig, blevet anholdt.
Det oplyser vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi.
Ingen er kommet noget til, tilføjer han.
Den første udrykning til brand skete til plejehjemmet Ørbygård i Rødovre. Anmeldelsen kom cirka klokken 09.45. Den var hurtigt slukket.
Betjente fik besked om, at en mistænkelig person var blevet set på stedet, og bare 20 minutter senere var der nye meldinger om påsat brand.
Denne gang fra Hvidovrevej, hvor der i Kvickly blandt andet var blevet sat ild til nogle bamser.
Her blev en mistænkt person tilbageholdt.
Han beskrives af politiet som uligevægtig.