Dræbte sin svoger: Får en hårdere straf

Østre Landsret i Odense har torsdag skærpet straffen til en nu 32-årig mand, som i 2020 dræbte sin svoger i Munkebo på Fyn.
Han idømmes 12 års fængsel i ankesagen, oplyser Statsadvokaten i Viborg på Twitter.
I byretten blev der sidste år udmålt en straf på 11 års fængsel til Phanuphong Towhuadchai. Det er lavere end udgangspunktet på 12 år i drabssager.
Byretten vurderede dengang, at der både var formildende og skærpende omstændigheder.
Sådan skete det
Drabet skete 11. august 2020, da de to mænd endte i et slagsmål på hjørnet af Lindøalléen og Nørregade i Munkebo.
Formentlig var det den 32-åriges behandling af kvinden og truslerne mod drengen, som fik Kasper Knoth til at opsøge ham.
Opgøret mellem de to endte med, at Kasper Knoth blev stukket med en kniv i mave- og hofteregionen flere gange. Han døde på grund af blodtabet. Han blev 28 år.
Foruden fængsel idømmes Phanuphong Towhuadchai udvisning af Danmark for altid.
I Østre Landsret mødte anklager Andreas Dahl. Han fortæller til Fyens Stiftstidende, at han er tilfreds med, at retten er enig med ham i at følge udgangspunktet om 12 års fængsel for drab.
- Der var lidt specielle omstændigheder med, at han (Kasper Knoth, red.) selv var kommet på knallerten og selv havde opsøgt ham, men jeg synes, at det er det rigtige sted, vi er landet, siger anklageren til avisen.
Det talte for en mildere straf, at den dræbte, Kasper Knoth, selv havde opsøgt den 32-årige, der havde et forhold til hans søster.
På den anden side var det skærpende, at den 32-årige også blev dømt for psykisk og fysisk vold mod kvinden. Foruden volden blev han dømt for at have truet Kasper Knoths søn på Snapchat.