Krimi24. juni 2022

Dræbte fem uskyldige med bue og pil: Her er dommen

En mand, der sidste år dræbte fem personer med bue og pil, har sin dom

Dansk-norske Espen Andersen Bråthen idømmes tvungen behandling for et angreb i den norske by Kongsberg, hvor fem blev dræbt sidste år.

Det skriver norske Aftenposten.

38-årige Bråthen angreb 13. oktober sidste år sine ofre med bue, pil og stikvåben i Kongsberg.

Han dræbte fem personer med en kniv efter at have skudt efter folk med bue og pil.

Dommerne mener ifølge Aftenposten, at han i gerningsøjeblikket var utilregnelig, hvorfor han ikke skal i fængsel, men skal have tvungen hjælp.

Bråthen har erkendt sin skyld i alle anklagerne, som også tæller en række tilfælde af drabsforsøg og grov vold.

Retspsykiatere har tidligere konkluderet, at han havde en stærkt afvigende sindstilstand, da han gik til angreb sidste år.

Både anklagemyndigheden og forsvarere har argumenteret for, at den 38-årige burde idømmes tvungen psykiatrisk behandling.

Målt på antallet af ofre er drabene i Kongsberg den mest alvorlige drabssag i Norge siden 22. juli 2011, hvor Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker.

Sponsoreret indhold