Krimi27. juni 2023

Dræbte fem mennesker i masseskyderi: Nu erklærer han sig skyldig

Den amerikanske mand, der slog fem mennesker ihjel på en LGBTQ-natklub i Colorado, har nu fået sin dom
Anderson Lee Aldrich har erklæret sig skyldig i fem drab og 46 drabsforsøg og skal i fængsel resten af livet.
Anderson Lee Aldrich har erklæret sig skyldig i fem drab og 46 drabsforsøg og skal i fængsel resten af livet.
 Foto: Ritzau Scanpix

En 23-årig amerikansk mand er mandag blevet idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for prøveløsladelse for et dødeligt masseskyderi på en natklub i delstaten Colorado i november sidste år.

Dommen blev afsagt, efter at Anderson Lee Aldrich havde erklæret sig skyldig i at have dræbt fem mennesker på en LGBTQ-natklub i Colorado Springs i Colorado den 19. november 2022.

Som en del af en aftale med anklagemyndigheden erklærede han sig også skyldig i 46 drabsforsøg.

Masseskyderiet fandt sted lørdag den 19. november, da den dengang 22-årige Anderson Lee Aldrich gik ind på natklubben Club Q med en riffel og en pistol og omgående begyndte at skyde omkring sig.

Club Q ligger i Colorado Springs og henvender sig til LGBT+-personer.

Han dræbte fem mennesker og sårede adskillige andre, inden han blev overmandet af tre gæster på klubben.

En af de mænd, der var med til at stoppe Aldrich, er en krigsveteran ved navn Richard Fierro, der har været udsendt til Afghanistan og Irak.

Fierro slog Aldrich i hovedet med hans pistol. To andre sparkede og fastholdt ham, indtil politiet ankom.

Aldrich, der identificerer sig som nonbinær, nægtede at udtale sig under mandagens domsafsigelse.

At være nonbinær er en kønsidentitet, som betegner personer, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde.

Hans forsvarsadvokat, Joseph Archambault, sagde dog, at retten skulle vide, at hans klient "angrer dybt".

Dommer Michael McHenry idømte den 23-årige fem livstidsdomme for de fem drab samt yderligere mere end 2200 års fængsel for de mange drabsforsøg.

- Dine handlinger afspejler den dybeste ondskab i det menneskelige hjerte, sagde dommeren.

De fem, der mistede livet i skyderiet på Club Q, var 40-årige Kelly Loving, 28-årige Daniel Aston, 38-årige Derrick Rump, 34-årige Ashley Paugh og 22-årige Raymond Green Vance.

Sponsoreret indhold