Krimi6. januar 2021

Dræbt og mishandlet: Min dejlige bror passede bare sit arbejde

SE og HØR har talt med broren til den afdøde medarbejder, der blev dræbt på et bosted. Han efterlyser handling fra statsministeren
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/yamma.jpg
 Privatfoto

Den 30. januar, dagen før det nye år skulle fejres, fik Milod Ahamadzai et opkald fra sin grædende far.

Opkaldet handlede om hans 29-årige bror Niamatullah Ahamadzai – med kælenavnet Yamma, der boede i Ishøj, hvor han havde købt en lejlighed og havde et normalt liv.

Yamma arbejdede på et bosted for psykisk syge med forskellige diagnoser i Fårevejle i Odsherred.

Her nåede Yamma ifølge Milod Ahamadzai at arbejde i ca. seks måneder, før familien for blot en uge siden fik det skæbnesvangre opkald fra faren.

- Den dag den her ulykke skete, var vi faktisk på vej til min fætters forlovelse i Herning. Vi havde ikke engang kørt ti minutter, så får vi et opkald fra min far, hvor han er rigtig ked af det. Min far havde forstået, at min bror var dræbt, siger Milod Ahamadzai til SE og HØR.

Han forklarer, at det var surrealistisk. Det var ikke til at tro. Som et chok, man aldrig før har fået.

- At lige pludselig ens bror, som man har levet med og har haft så gode minder med, ligesom ens bedste ven, at han er der lige pludselig ikke mere. Og han er blevet myrdet på den måde. Vi er alle sammen kede af det og i chok, siger Milod Ahamadzai.

Efter farens forfærdelige opkald skyndte de sig hjem igen.

- Og så kommer vi hjem, hvor der sad to betjente. De kondolerede, og forklarede situationen, og så var de nødt til at gå, lyder det fra Milod.

https://imgix.seoghoer.dk/yamma_med_lillebror.jpg
 Privatfoto

Familien har selv undersøgt sagen efterfølgende, og har fundet ud af, at den afdøde bror var meget slemt tilredt. De har set liget. Det er Yamma med den sorte vest.

Milod Ahamadzai kan derfor ikke forstå, at drabet angiveligt kun skulle være begået af den 19-årige mand fra bostedet i Fårevejle, der er sigtet og varetægtsfængslet i surrogat i sagen indtil 26. januar.

Fordi hans bror var en meget stor mand, og han burde kunne forsvare sig selv, mener Milod.

- Min bror er en fysisk stor mand. Han er også god til selvforsvar. Han hader slagsmål, men han er dygtig til selvforsvar. Han kan godt selv forsvare sig, hvis det er. Han var en veltrænet mand, og meget stor og robust. En meget kraftig person. Så, at en 19-årig person skulle have gjort alt det på hans krop, det kan umuligt passe, siger Milod Ahamadzai.

https://imgix.seoghoer.dk/milod_ahamadzai.jpg
 Privatfoto

Ifølge ham er sagen mystisk, og han mener, at der er flere personer involveret i drabet. Anmeldelsen kom ifølge broren klokken 15.11 den 30. januar.

- Mange af de her ting tyder på, at det har været et planlagt mord, og ikke bare et mord begået af én psykisk syg ved et tilfælde. Vi var ude at kigge på hans lig i sidste uge, hvor vi opdagede, at han er virkelig blevet mishandlet groft. Politiet sagde først, at han kun havde fået et stik, som har ramt hjertet, og så er det årsagen til døden. Det passer ikke med, hvad vi har set derude. Han har fået så mange stik rundt i kroppen, er blevet mishandlet, og har kæmpestore blå mærker på hans nakke og ryg. Og på siderne her og der, siger Milod Ahamadzai.

Så I har set liget af jeres bror?

- Ja. På grund af helligdage og weekend har der ikke været mulighed for at lave obduktion og begravelse og alt det. Så vi var ude at se ham i fredags vist (1. januar red.). Vi kørte til København, og så hans lig. Vi kunne slet ikke tro på, hvad vi så. Det var virkelig forfærdeligt, siger Milod Ahamadzai.

Men han fortæller, at hele familiens pointe er, at folk ikke er sikre på de bosteder, hvor de arbejder. Der er for stor usikkerhed for de ansatte.

Milod Ahamadzai var selv inde at kommentere på statsminister Mette Frederiksens opslag på Facebook, hvor hun dagen efter drabet viste sin medfølelse for familien.

- Det er jo sket mange gange før, hvor man også har været ude at sige, at vi har ondt af familien, pårørende, men sagen har gentaget sig igen og igen. Hvor flere uskyldige er dræbt på den baggrund. Så det er ikke nok, at Mette Frederiksen går ud med politisk tale, bare for at fyre noget af, og det gør hende ondt. Hun skal handle, så man kan stoppe det her, siger Milod Ahamadzai og fortsætter.

- Så der er mere sikkert ude på de her steder, hvor flere er trygge på deres arbejde. Så det er hele formålet. Vi kan selvfølgelig ikke få min dejlige bror tilbage igen. Men vi kan sikre, at der bliver trygt, at der bliver gjort noget, og at sagen bliver taget alvorligt, siger Milod Ahamadzai.

Han efterlyser flere ressourcer.

- Og at man viser, at man respekterer de afdøde, lyder det fra broren.

SE og HØR har forelagt brorens kommentarer for Midt- og Vestsjællands Politi, og de giver os følgende svar på mail.

”Politiet leder ikke efter yderligere mistænkte i sagen, som vi i øvrigt ikke kan kommentere yderligere, da grundlovsforhøret med den nu varetægtsfængslede, 19-årige beboer er foregået bag lukkede døre”.

SE og HØR forsøger fortsat at få et svar fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Opdatering: Mette Frederiksen ønsker ikke at kommentere sagen. Hun henviser i stedet til Social - og Indenrigsministeriet.

Sponsoreret indhold