Drabstiltalt søn blev misbrugt som barn: – Det slog klik for mig

LÆS OGSÅ: Tiltale: Dansk teenager stak 53-årig mand ihjel med mindst 60 knivstik
– For et par måneder siden sagde jeg til ham, at jeg gerne ville snakke med ham om det.
Sådan har en 19-årig mand for kort tid siden forklaret for retten.
Ifølge sønnen ville han gerne have en snak med sin far om det seksuelle misbrug, som han angiveligt var blevet udsat for fra seksårs alderen og et par år frem.
– Men det ville han ikke, lød det fra den unge mand, som tidligere fredag forklarede for retten, at faren havde misbrugt ham seksuelt som barn.
Et par måneder senere, 1 oktober, endte den nu drabstiltalte unge mand med at tage livet af sin far med mindst 60 knivstik. Han har dog også forklaret, at faren i første omgang truede ham med en kniv, fordi han ville fortælle sine to søskende om det årelange seksuelle misbrug.
– Han sagde, at jeg ikke måtte fortælle mine søskende om det, fordi det ville ødelægge hans liv, lød det fra den velfriserede unge mand. Han har fra retssagens start holdt hovedet højt og forklaret sig kontant og tydeligt.
Jeg tog kniven og stak ham i halsen
1. oktober var den unge mand på besøg hos sin far med sine to søskende, en 20-årig storesøster og 23-årig storebror. Men han glemte med vilje sine airpods, så han kunne gå tilbage og konfrontere sin far.
– Så går jeg ind til ham og siger til ham, at jeg ikke har lyst til at se ham mere, og at vi ikke får noget godt ud af de her besøg.
– Jeg snakker med mine søskende og hygger med dem, jeg snakker ikke rigtig med dig. Jeg siger så til ham, at hvis mine søskende spørger hvorfor, så har jeg tænkt mig at være ærlig.
– Han siger til mig, at det må jeg ikke gøre, fordi det vil ødelægge alt for ham, lød det fra den 19-årige, som i retten er iklædt et par mørkeblå bukser, en mørkeblå sweatshirt og et par hvide sko.
Det fik ifølge den tiltalte faren til at gå over i køkkenet og trække en kniv.
Han forklarede derudover også for retten, at hans far tidligere havde været voldelig over for ham, men at han også havde slået igen som omkring 14-årig.
Specialanklager Susanne Bluhm ville gerne vide, hvad faren gjorde med kniven, og hvad der så skete efterfølgende.
– Han truer mig og siger, at jeg ikke skal sige det til mine søskende.
– Jeg går i panik og tager kniven fra ham, og så stikker jeg ham.
Anklagemyndigheden har fredag forklaret for retten, at den 53-årige mand blev stukket med mindst 60 knivstik i hals, øvre brystregion og halsen.
– Jeg stak ham i halsen. Men jeg kan ikke huske, hvor mange gange. Det slog klik for mig, lød det fra den unge mand i vidneskranken.
Ifølge tiltaltes forklaring blackoutede han, men kom til sig selv lige inden, han stak sin far sidste gang.
Herefter gik han igen ud til sine søskende, som fortsat ventede ude foran farens hus – de skulle hjem efter det hyggelige besøg.
Der var oprindeligt afsat fire retsdage til behandlingen af sagen, men specialanklager Susanne Bluhm har for kort tid siden afsluttet vidneførelsen i sagen.
Dommen falder formentlig senere fredag.