Krimi8. februar 2023 (opd. 8. februar 2023)

Drabssigtet sosu-hjælper i retten: - Vil aldrig gøre nogen ondt

Drabsanklaget sosu-hjælper kæmper til det sidste for at overbevise dommere og nævninger om sin uskyld
Det er her på Plejecenter Tirsdalen i Randers, at politiet mener både drabet og drabsforsøgene er sket.
Det er her på Plejecenter Tirsdalen i Randers, at politiet mener både drabet og drabsforsøgene er sket.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Anklager helt sikker - hun dræbte de gamle

En 60-årig sosu-hjælper, der er tiltalt for at have forgiftet fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers, nægter sig skyldig til det sidste.

Det forsikrer hun dommere og nævninger om, da hun får mulighed for at få det sidste ord, inden retten trækker sig tilbage for at vurdere skyldsspørgsmålet.

- Jeg er et meget omsorgsfuldt menneske og har altid hjulpet andre før mig selv.

- Jeg ville aldrig kunne gøre nogen ondt, men vil derimod passe på dem af hele mit hjerte, lyder det fra den tiltalte.

Hun læser op fra et stykke papir foran sig. Hænderne ryster.

Den omfattende sag med flere end 30 vidner og indtil videre ni retsdage er ved at være slut.

Onsdag er anklager og forsvarer kommet med deres sidste bemærkninger i sagen.

Hun læser op fra et stykke papir foran sig. Hænderne ryster

Reportage fra retten

Mens specialanklager Jesper Rubow kræver kvinden dømt for ét drab og syv drabsforsøg, vil forsvarsadvokat Henrik Garlik have sin klient frifundet.

- Der er ingen videomateriale, der er ingen tekniske undersøgelser, der kobler den tiltalte til de forurettede. Der er ingen beviser for, at hun skulle have givet medicin til de forurettede.

- Vi har heller ingen vidner, der har set noget. I virkeligheden har vi ingenting. Intet, lyder det fra advokaten.

Anklageren har eksempelvis fremhævet, at sosu-hjælperen låste sig ind i medicinrummet langt oftere end de ansatte sosu'er på stedet.

Hele 25 gange på tre måneder låste den tiltalte sig ifølge anklageren sig ind i medicinrummet, hvor hun som udgangspunkt ikke havde noget at gøre.

Men det beviser intet, lyder det fra forsvarsadvokaten.

- Hun har i virkeligheden forsøgt at råbe vagt i gevær i forhold til medicinhåndteringen på Tirsdalen, siger Henrik Garlik.

Retten ventes at tage stilling skyldsspørgsmålet 22. februar.

Hvis den tiltalte findes skyldig, skal der efterfølgende udmåles en straf.

Sponsoreret indhold