Krimi26. januar 2024

Drabsdømt vred sig på båren i historisk henrettelse

Kenneth Smith, dømt til døden for drab, blev torsdag den første i USA til at blive henrettet med kvælstof
henrettelse
Henrettelsen tog 22 minutter, hvoraf Smith var ved bevidsthed i flere af minutterne.
 Foto: Alabama Doc/Reuters/Ritzau Scanpix

Den drabsdømte amerikanske fange Kenneth Eugene Smith er som følge af den første henrettelse med kvælstof i amerikansk historie erklæret død.

Det oplyser Kay Ivey, der er guvernør i delstaten Alabama, natten til fredag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I en sidste udtalelse lød det fra Smith ifølge nyhedsbureauet AP, at "Alabama er skyld i, at menneskeheden går et skridt tilbage".

Smith blev dømt til døden for at stå bag et lejemord på en kvinde i 1988. USA's Højesteret afviste forud for henrettelsen af udsætte den.

Fængselspersonale stod bag udførelsen af henrettelsen, der var planlagt til at finde sted på Holman Correctional Facility i byen Atmore i Alabama.

Henrettelsen tog 22 minutter, hvoraf Smith var ved bevidsthed i flere af minutterne. I mindst to minutter rystede den nu afdøde fange, mens han vred sig på båren og flere gange trak i båndene, der holdt ham fast.

Herefter fulgte flere minutter med tung vejrtrækning, indtil det ikke længere var muligt for ham at få luft, skriver nyhedsbureauet AP.

- Jeg tager herfra med kærlighed, fred og lys, lød det fra Smith ifølge AP i hans sidste udtalelse.

Delstaten har kaldt henrettelsesmetoden for den "måske mest humane henrettelsesmetode nogensinde udtænkt".

Eksperter og FN's højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, har advaret mod metoden.

Han opfordrede Alabama til at stoppe med henrettelsen, fordi den helt uprøvede metode ifølge Türk kan blive en form for "tortur eller anden umenneskelig, nedværdigende behandling".

Det var egentlig meningen, at Smith skulle henrettes 17. november 2022.

Det lykkedes dog ikke fængselspersonalet at finde en passende vene til den dødelige gift, og til sidst gav de op.

Alabama er en af tre amerikanske delstater, som har godkendt brugen af nitrogen til henrettelse.

Flere delstater overvejer alternativer til dødelige indsprøjtninger som henrettelsesmetode, fordi stofferne i indsprøjtningerne bliver sværere at skaffe.

Ved en henrettelse med nitrogen vil man blive tvunget til at trække vejret igennem en maske med rent nitrogen. Uden ilt vil man miste bevidstheden og dø.

Sponsoreret indhold