
Drabschef efter gennembrud i Hanne With-sagen: – Oplagt at kigge på andre mordsager

LÆS OGSÅ: Sigtet for drab på Hanne With: Nægter sig skyldig
23-årige Hanne With blev nytårsnat 1990 brutalt dræbt med talrige stik fra en kniv og skruetrækker, før hun endeligt blev kvalt og døde på Fenmarksgade 39 i København.
Det kom onsdag formiddag frem i grundlovsforhøret mod en 53-årig mand, som Københavns Politi tirsdag anholdte og mistænker for at stå bag drabet.
Politiet kunne samtidig fortælle, at den midaldrende mand siden mordet har været bosiddende i den jyske by Randers og flere nærtliggende byer.

Drabet på Hanne With er langt fra det eneste uopklarede drab på prostituerede kvinder – langt fra. Særligt de sager vil være spændende at efterforske nærmere, fortæller Kurt Kragh, der er tidligere kriminalkommissær og chef for det berømte rejsehold.
Han mener nemlig, at anholdelsen af den 53-årige rejser en række spørgsmål, når man tænker på alle de uopklarede drabssager rundt om i landet.
– Særligt de drab, der er begået mod prostituerede, vil selvsagt være interessante, fortæller den mangeårige drabschef, før han fortsætter:
– Jeg tror, at de indtil videre har været målrettede med efterforskningen af Hanne With-sagen. De har stået med et stærkt bevis i form af dna, og så handler det om at få den mistænkte varetægtsfængslet.

– Så kan man i forholdsvis ro og mag bagefter genundersøge spor fra gamle, uopklarede sager. Det vil jeg anse som sandsynligt, at politiet nu går i gang med, forklarer Kurt Kragh.

Modus er interessant
Den erfarne efterforsker fortæller samtidig, at det vil være særligt interessant at finde lignende sager med samme modus – altså samme måde, som drabet blev begået på.
Her nævner Kurt Kragh en sag fra 1997, hvor en prostitueret kvinde fra Uganda blev slået ihjel.
– Hun blev også dræbt med adskillige knivstik. Det, der så tæller imod er, at gerningsmanden skar hendes hånd af, men det blev ikke gjort på en måde, der stemmer helt overens med, at han skulle være slagter.
– Sådan vil man kigge på ting, som der så henholdsvis taler for og imod.
I første omgang forsøger politiet at få den mistænkte varetægtsfængslet for drabet på Hanne With – så kan eventuelle genundersøgelser af gamle, uopklarede drab begynde herefter, lyder det.
– Man ville aldrig tage noget med i retten i forbindelse med et grundlovsforhør, hvis det er indicier. I sagen med Hanne With har politiet et endda meget godt indicie, ja, nærmest et bevis, forklarer Kurt Kragh, der dog samtidig gør opmærksom på, at dna aldrig kan stå alene som bevis i en sag.
Det er under onsdagens grundlovsforhør kommet frem, at den nu 53-årige mand er uddannet slagter og at han igennem mange år arbejdede inden for faget.
Dagens grundlovsforhør er fortsat i gang, og det vides derfor endnu ikke, om den 53-årige mand bliver fængslet i sagen. Han nægter sig skyldig og har i retten udtalt, at han på gerningsnatten i 1990 var ude og fejre nytår i København, men at han aldrig har set Hanne With før.