Drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen: Ægtepar ønskede at blive forældre, og slog Frank ihjel

Et barn spiller ifølge specialanklager Jesper Rubow en afgørende rolle i sagen om drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen på Djursland sidste sommer.
Det er kommet frem under retssagen, der verserer ved Retten i Randers, at en 39-årig kvinde, der sammen med tre andre er tiltalt, ventede barn med offeret.
Hun er ellers gift med - og bor sammen med en 40-årig mand - der også er tiltalt i sagen.
Anklageren mener, at motivet for at dræbe Frank Dan Nørgaard Jørgensen var kvindens ønske om et barn i det barnløse forhold med den 40-årige ægtemand.
- Det er min klare opfattelse, at de skulle lege far, mor og barn, selv om de ikke var det. Det var grunden til, at Frank skulle væk, siger anklageren.
Det er tidligere kommet frem under sagen, at den 40-årige mand, der er tiltalt i sagen, ikke var i stand til at få børn.
Han ville gerne være far, men Frank skulle ikke spille en rolle, har han ifølge anklageren forklaret.
Den tiltalte har dog afvist, at det var planen at slå Frank ihjel. Han skulle blot have et lag tæsk, har han forklaret.
Anklageren mener, at drabet var planlagt og udtænkt af den 39-årige kvinde.
Hun fik efter anklagemyndighedens opfattelse lokket en 26-årig mand og dennes 24-årige kæreste til at medvirke.
Det gjorde de ifølge anklageren mod blandt andet at få slettet en gæld, de havde til kvinden.
Den 26-årige har tidligere tilstået sin rolle og er blevet idømt 12 års fængsel.
Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev ifølge anklageskriftet forsøgt dræbt hele tre gange, før drabsplanen blev fuldført 14. juli 2022.
Han blev tæsket med et jernrør og kvalt.
Liget blev ugen efter fundet indpakket i plastik og tape i et skovområde ved Gassum nord for Randers.
En lydfil på 58 minutter spiller ifølge Jesper Rubow en central rolle som bevis i sagen.
Her drøfter tre af de tiltalte samt den 26-årige forskellige måder at komme en person til livs på.
Det er anklagerens opfattelse, at selve drabet blev udført af den 26-årige og den 40-årige mand.
Men de øvrige tiltalte deltog i planlægningen og havde viden om, hvad der skulle ske.
De gjorde ikke noget aktivt for at forhindre drabet, og derfor skal de dømmes i forening, kræver Jesper Rubow.
Alle tiltalte nægter sig skyldige i drabsanklagen, men to af dem har erkendt usømmelig behandling af lig, ligesom en har erkendt at have forsøgt at bortskaffe beviser.
Barnet blev født af den 39-årige kvinde under varetægtsfængsling i arresten. Barnet er i dag anbragt hos en familie, har anklageren tidligere oplyst.
Der falder dom i sagen 23. juni.