Krimi29. september 2021

Dommer forlænger fængsling af filmmand i sag om vold

Forsvarer for filmmand vil gå til landsretten for at stoppe varetægtsfængsling
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20191025_wen_-_koebenhavns_byret_15.jpg
 Foto: Kaspar Wenstrup

En filmmand, der er sigtet for vold mod en forfatter, skal blive bag tremmer. En dommer i Københavns Byret har onsdag besluttet at forlænge varetægtsfængslingen i fire uger. Det oplyser Københavns Politi.

Manden nægter sig skyldig og har på stedet kæret kendelsen til Østre Landsret, oplyser hans forsvarer.

Retten kom på banen i sagen første gang 16. september. Den dag blev han varetægtsfængslet i 13 dage. Det skete efter et flere timer langt retsmøde.

Den kvindelige forfatter har anmeldt manden for voldtægt og vold. Blandt andet påstår hun, at han har spyttet hende i ansigtet, slået hende med et kamera og revet hende i håret, er det tidligere kommet frem.

Påstanden om voldtægt er dog ikke så godt underbygget, at der er en såkaldt begrundet mistanke. Det blev fastslået af dommeren i det første retsmøde.

Dermed er grundlaget for fængsling udelukkende, at han skal have begået vold mod kvinden.

Retsmøderne har været holdt bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og derfor ønsker forsvareren ikke at kommentere sagen.

- Vi er uenige i afgørelsen, nøjes advokat Kåre Pihlmann med at sige til Ritzau. Derfor er kendelsen blevet kæret til landsretten.

Sponsoreret indhold