Krimi4. oktober 2022

Dommer beslutter at løslade professionel fodboldspiller fra dansk klub

Det var dog kun kortvarigt godt nyt for ham

En professionel fodboldspiller, der har siddet varetægtsfængslet i tre en halv uge, skal løslades.

Det har en dommer ved Københavns Byret tirsdag bestemt.

Men selv om kendelsen er afsagt tirsdag eftermiddag, kommer atleten ikke på fri fod med det samme.

Anklageren har nemlig valgt at kære kendelsen om løsladelse til landsretten, og dommeren har besluttet, at det sker med opsættende virkning.

Det vil sige, at fodboldspilleren skal sidde fængslet, til landsretten har vurderet spørgsmålet. Det burde ske inden for de nærmeste dage.

Der var alene afsat et kvarter til retsmødet, hvor der skulle tages stilling til, om han fortsat skulle sidde varetægtsfængslet sigtet for overgreb og blufærdighedskrænkelser. Men retsmødet endte med at tage over en time.

Hvad der kom frem i løbet af den tid, er i det store uvist. Trods protester fra pressen valgte dommeren at lukke dørene på anmodning fra anklageren, og dermed blev pressen sendt uden for døren.

Det gjorde dommeren med henvisning til, at nogen ellers kunne blive udsat for en unødig krænkelse, hvis oplysningerne skulle gennemgås i et åbent retsmøde.

Anklageren indledte ellers med at sige, at sagen "for nuværende må anses som færdigefterforsket".

I retsmødet ville hun opliste, hvad der er sket siden det seneste retsmøde, som fandt sted for ti dage siden, heriblandt skulle genafhøringer af de forurettede i sagen gennemgås.

Og særligt hvad angår en sigtelse om voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje kan det ikke ske for åbne døre, uden at den forurettede vil blive krænket, mener retten.

Dermed forbliver det uvist en rum tid endnu, hvad der mere præcist skulle være sket, siden at den professionelle fodboldspiller er blevet sigtet i sagen.

Fodboldspilleren, der spiller i en dansk klub, blev 10. september varetægtsfængslet, og fængslingen blev den 20. september forlænget med endnu ti dage.

Han er sigtet for det, der i straffeloven kaldes voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. I det konkrete tilfælde er der tale om, at atleten ifølge anklagemyndigheden skulle have tvunget en person til t give ham oralsex.

Det skulle være sket på et værelse på Hotel Imperial i København i april.

Flere gange sagde den forurettede ifølge anklagemyndigheden stop og forsøgte i øvrigt at gøre modstand.

Derudover er fodboldspilleren sigtet for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse, hvor han ifølge anklagemyndigheden kyssede to personer, der ikke ville have det. Det skulle være sket i juli og august.

Fodboldspilleren har nægtet sig skyldig.

Mens der blev argumenteret frem og tilbage i retten om, hvorvidt dørene skulle være åbne eller ej, sad han tavs ved siden af sin forsvarer og fulgte med.

Han var ikke fysisk til stede i retslokalet, men derimod igennem på storskærm i lokalet via en videoforbindelse fra Vestre Fængsel.

Da der er nedlagt navneforbud i sagen, er det ikke muligt at komme nærmere ind på, hvem den pågældende spiller er, eller hvilken klub han er en del af.

Sponsoreret indhold