Krimi15 timer siden

Dommen udskudt: "Roskilde-manden" ville på fri fod

Indtil der falder dom i sagen senere i maj, valgte retten onsdag, at den 23-årige mand skal forblive fængslet. Han krævede ellers at blive løsladt
Dommen er nu blevet udskudt til senere i maj.
Dommen er nu blevet udskudt til senere i maj.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: "Roskilde-manden" gemte videoer i hemmelig Snapchat-mappe: Kunne kun låses op med kode

Ved Retten i Roskilde er en 23-årig mand i dag blevet dømt skyldig i at have brudt ind i to huse og krænket piger, mens de sov på deres børneværelser.

Helt konkret er han kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse, husfredskrænkelse og forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 12 år. Ligesom han også blev kendt skyldig i at besidde seksuelt videomateriale af børn.

Det har dog hele tiden været planlagt, at der skulle falde dom i sagen onsdag, men det endelige punktum i sagen må vente, efter at dommeren besluttede at udskyde dommen ved dagens retsmøde.

Domsmændene vurderede nemlig i retten, at der var behov for en ny undersøgelse fra Retslægerådet, før man kunne idømme den 23-årige en straf.

Det skyldes, at anklageren går efter, at Roskilde-manden skal idømmes forvaring. Det er en tidsubegrænset straf, som kun særligt farlige kriminelle idømmes.

Det er Retslægerådet, der på baggrund af en mentalundersøgelse af den 23-årige kommer med deres ekspertvurdering af, hvad den bedste straf for manden vil være.

Anklagemyndigheden mente dog ikke, det er nødvendigt at få en ny undersøgelse fra Retslægerådet, eftersom han er tidligere kendt i systemet.

- Han har været mentalundersøgt tre gange, lød det fra anklageren i retten onsdag.

Inden næste retsmøde, hvor der falder dom i sagen, vil der derfor blive lavet en ny vurdering af manden af Retslægerådet, som antageligt kommer til at få afgørende betydning for mandens fremtid.

Den 23-årige mand krævede igennem sin forsvarer, at han skulle løslades, indtil at sagen fik sit endelige punktum. Men det besluttede dommeren, at der ikke kunne komme på tale. I stedet skal han forblive varetægtsfængslet indtil den 22. maj.

Kræver forvaring

I retten, hvor SE og HØR var til stede, var der derfor ingen tvivl om, at anklagemyndigheden mener, at manden bør få en forvaringdom.

- De (Retslægerådet., red. ) vurderede, at der ikke anbefales særlige lovforanstaltninger for tiltalte. Han er normalt begavet og fejler ikke noget.

Hvis det vurderes, at den 23-årige mand ikke var ved sine fulde fem, da han begik kriminaliteten, eller at han i det hele taget er voldsomt psykisk ustabil, kan han i stedet få en anbringelsesdom på en lukket psykiatrisk afdeling.

Det er netop det, som forsvaren for Roskilde-manden mener, at myndighederne nu bør undersøge frem til den endelige dom.

- Vi synes, at det giver ret god mening, at man afsøger nogle alternativer, hvis man ikke idømmes forvaring, forklarer hun.

Ved sagens tidligere retsmøder er det også kommet frem, at den 23-årige selv ønsker at få behandling. Det samme forklarede forsvareren også i retten.

- Der er et system, hvor man kan få sexolog-behandling. Så selvfølgelig er der behandling at få, argumenterede forsvareren i retten.

Det ventes, at dommen falder den 22. maj ved Retten i Roskilde.

Sponsoreret indhold