Krimi19. april 2021

Dødsbilist i retten: Opdagede ikke, at han ramte nogen

Helmi Mossa Hameed forklarer i dag i retten på Frederiksberg, hvad der ifølge ham skete den skæbnesvangre dag i oktober sidste år, hvor en femårig pige mistede livet på Peter Bangs vej.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20201028-174535-l_8mb_0.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Den 21-årige mand bemærkede slet ikke, at han kørte direkte ind i et barn og hendes mor, da han den dag i oktober med omkring 35-45 kilometer i timen smadrede ind i muren på Peter Bangs Vej.

Den femårige pige mistede livet på stedet, da hun blev klemt mellem husmuren og Helmi Mossa Hameeds sorte Folkevogn Passat.

Den 21-årige mand sidder nu på anklagebænken tiltalt for i alt 35 forhold heriblandt uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for blandt andet at have kørt påvirket af kokain og lattergas, da dødsulykken skete.

Helmi Mossa Hameed tog plads i midten af retssal 3. Han satte sig bredt på den sorte kontorstol iført sorte bukser, en hvid T-shirt og en sort lynlås-trøje. Håret tydeligvis nyklippet.

Ifølge hans egen forklaring mistede han herredømmet over bilen, da han den dag forsøgte med små sving i rettet at undvige nogle biler på vejen.

Anklagemyndigheden derimod mener, at Helmi Mossa Hameed var påvirket af lattergas og kokain og i øvrigt kørte uden førerret.

Under grundlovsforhøret forklarede den unge mand, at ”det hele var lidt sløret, og han bare ikke ville tages med af politiet”, og at han i øvrigt ”aldrig ville være smuttet fra stedet, hvis han havde vidst, hvad der var sket”.

Anklager Christian Kirk undrede sig meget over, at man kunne køre ind i to personer og ikke lægge mærke til det.

  • - Hvordan kan man ramme nogle personer og ikke bemærke det?

  • - Idet jeg stiger ud, lægger jeg ikke mærke til noget. Jeg leder efter min telefon. Jeg vidste bare at jeg skulle væk derfra, svaret den 21-årige mand fra vidneskranken.

  • - Idet jeg kommer ud, ser jeg flere mennesker, der står rundt om bilen.

  • - Hvad har de mennesker fokus på?, spørger anklageren.

  • - De fleste kigger på mig, da jeg stiger ud af bilen. Det tænker jeg ikke over, det virker meget normalt, når man har været i en ulykke.

  • Helmi Mossa Hameed har forklaret, at han var på vej ud for at hente sin kæreste. Han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab, men erkender, at han sad bag rattet i bilen.

    Han forklarede i retten, at han nok kørte for hurtigt frem i krydset og ikke havde det nødvendige udsyn.

    På gerningstidpunktet havde den 21-årige mand heller ikke førerret og til spørgsmålet om, hvorfor han da overhovedet havde sat sig bag rattet i bilen, meddelte han blot, at ”det kunne han ikke svare på”.

    Efter dødsulykken indledte politiet en massiv menneskejagt efter den 21-årige chauffør af bilen.

    • - Jeg tog toget fra Peter Bangs vej Station. Rent tilfældigt mens jeg var i toget, mødtes jeg med en bekendt. Jeg låner en telefon og ringer til min kæreste, og jeg fortæller, at jeg har været i en ulykke og beder hende møde mig på Nørrebro station

    • Han forklarede i retten, at han efterfølgende tog på Christiania sammen med en ven, hvor han købte hash og kokain.

    Udover dødsulykken på Peter Bangs vej er han også tiltalt for en sag i januar 2019, hvor han ifølge anklagemyndigheden forvoldte fare for andres liv og førlighed, da han på Ingerslevvej kørte ind i en anden bil. Han var ifølge anklageskriftet påvirket af alkohol, kørte langt over den tilladte hastighed og havde desuden defekte ABS-bremser i bilen.

    Han er i den forbindelse tiltalt for uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder ved at påføre to ud af de tre persooner i bilen betydelig skade. Èn brækkede kæben, begge kraveben og en knogle i nakken og lå i kritisk koma i fem uger. Den anden fik kraniebrud og adskillige skader i ansigtet.

    Han erkender at have ført bilen, men nægter forholdet som det er formuleret.

    Han erkender flere forhold om besiddelse og salg af narkotika - men nægter, at der var tale om så store mængder.

    I nogle tilfælde handler tilståelsen om, at stofferne var til eget brug, ikke til videresalg. Anklagemyndigheden mener, at han fungerede som såkaldt "hvidt bud".

    Det har han erkendt i retten.

    Sponsoreret indhold