Krimi24. marts 2021

Dødelige edderkopper på vej mod Sydney

En edderkoppe-invasion er på vej mod den australske storby
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/edderkop2_0.jpg
 AFP/Ritzau Scanpix

Et mareridt er på vej mod Sydney.

Store dele af New South Wales i Australien ligger stadig under vand, og nu advares australierne mod en ny fare.

Midt under nogle af de værste oversvømmelser i årtier bliver borgerne i den australske delstat New South Wales nu advaret om, at en "plage" bestående af en af verdens dødeligste edderkopper kan være på vej til at myldre frem, skriver tv2.dk ifølge Ritzau.

Advarslen, der lyder som noget taget ud af Biblen, kommer fra den zoologiske have "The Australian Reptile Park".

Her siger direktør Tim Faulkner ifølge Ritzau onsdag, at den dødelige tragtspinder kan finde på at søge ly i folks hjem i et forsøg på at komme i ly for vandmasserne.

Edderkoppen går også under navnet "The Sydney funnel-web spider", og den stammer fra området omkring millionbyen.

- Det kommende varme vejr med høj luftfugtighed er den perfekte storm for et tragtspinder-boom i de kommende dage.

- Med de utrolige oversvømmelser, som vi har oplevet i og omkring Sydney-området, er de blevet tvunget ud af deres levesteder og søger ly i mere tørre områder.

- Det betyder uheldigvis, at de kan finde vej ind i folks hjem om kort tid, siger Tim Faulkner.

Sponsoreret indhold