Krimi15. maj 2024

Disse kvinder og piger blev også meldt savnet – og siden fundet dræbt

Danmark har de sidste årtier været rystet af flere uhyggelige sager, hvor piger og kvinder først blev meldt savnet for så at blive fundet dræbt
Susan Hansen og Mia Teglgaard Sprotte er nogle af de piger, der blev meldt savnet - for så at blive fundet myrdet. 
Susan Hansen og Mia Teglgaard Sprotte er nogle af de piger, der blev meldt savnet - for så at blive fundet myrdet.
 Foto: Bardur Eklund/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Se billedet: Her blev den 33-årige Korsørmand anholdt

Det er de sager, vi aldrig glemmer – og med god grund.

For de begyndte med et spinkelt håb, men sluttede på den værst tænkelige måde.

De seneste årtier har Danmark været rystet af en håndfuld uhyggelige drabssager, der alle har det til fælles, at de begyndte som en forsvindingssag, men sluttede som en bestialsk drabssag.

Lige nu ér en af de mest omtalte sager i gang i Retten i Næstved. Her sidder en 33-årig mand fra Korsørområdet tiltalt for at stå bag drabet på den blot 17-årige Emilie Meng.

Hun blev meldt savnet i sommeren 2016 – og først fundet myrdet et halvt år senere.

Drabssager som hendes er sjældne, men desværre ikke enkeltstående.

SE og HØR gennemgår herunder nogle af de andre sager, som vi aldrig glemmer.

Januar 1992: 12-årige Susan Hansen forsvinder

Skyerne hænger grå og triste over Fredericia 30. januar 1992. Men trods det triste vejr er 12-årige Susan Hansen glad. Den krølhårede skolepige har nemlig fået lov til at tage ind til byen for at bytte nogle bøger og købe noget medicin på apoteket.

Hun har aftalt med sin mor, at hun senest er hjemme klokken 17. Men den pligtopfyldende pige vender aldrig hjem.

Først tænker Susans mor, at datteren måske bare har misset bussen. Men da Susan heller ikke er med den næste, slår moren alarm. Hun ringer til både politi og Susans veninder. Én af pigerne kan fortælle, at hun har set Susan ved busterminalen inde i midtbyen. Hun fortæller, at hun vinkede til Susan, men at Susan vist ikke opdagede hende. Dette er formodentlig sidste gang, at nogen ser Susan Hansen i live.

Dagen efter slukkes alt håb. Her er en 13-årig dreng på vej i skole, da han ser et menneske ligge i grøftekanten. Drengen bliver bange, skynder sig hjem til sine forældre, der kontakter politiet.

Politiet kan hurtigt bekræfte, at det er Susan i grøften. Hun er død og har været det i flere timer. På liget af hende ligger hendes sko og ved siden ligger poser med bøger, blyanter og medicinen fra apoteket. Men der er ikke mange spor efter gerningsmanden.

Birthe Hansen, mor til Susan Hansen, der blev myrdet i januar 1992.
Birthe Hansen, mor til Susan Hansen, der blev myrdet i januar 1992.
 Foto: Ernst Van Norde/NF/Ritzau Scanpix

Politiet formoder, at gerningsmanden har kidnappet Susan og haft hende liggende i bagagerummet i en bil. Politiet mener også, at gerningsmanden måske har haft Susan med inde i et privat hjem.

Politiet kan også konkludere, at den 12-årige skolepige er blevet kvalt. Men i dag – 32 år senere – er drabet stadig uopklaret. Ingen ved altså, hvem der tog livet af hende.

Susans mor kommer sig aldrig over datterens død. Hun trækker sig tilbage fra omverdenen og lever i mindet af datteren. Efter flere hjerneblødninger flytter hun på plejehjem, hvor hun godt 10 år efter Susans død afgår ved døden.

Juni 2003: Mia Teglgaard Sprotte forsvinder

I den første uge af sommerferien 2003 bliver Benløseparken nord for Ringsted centrum for et af Danmarks mest bestialske barnemord. Her forsvinder den blot 12-årige Mia Teglgaard Sprotte, mens hun leger på legepladsen Valhalla. Da Mia ikke vender hjem klokken 22 som aftalt, bliver hendes mor og stedfar bekymrede og slår alarm.

Hele weekenden ledes der ængsteligt efter spor af Mia i området, men håbet om at finde hende i live lider et alvorligt knæk søndag omkring klokken 13. Her finder en af Mias veninder fra fodboldholdet Mias røde cykel.

Tre dage senere, mandag aften klokken 19.20, er alt håb så ude: Her kommer politiets hunde på sporet af noget mistænkeligt i buskadset på Benløse Idrætsanlæg. Det er tydeligt at se, at der er blevet gravet for nyligt – og politiet gør straks det fund, alle havde frygtet: 75 centimeter nede i graven ligger det delvist afklædte lig af lille Mia.

mia teglgaard sprotte
Venner og bekendte til Mia Teglgaard Sprotte klistrede plakater med "stor dusør" rundt om i byen.
 Foto: Bardur Eklund/Ritzau Scanpix

Ved liget finder politiet flere interessante spor – blandt andet en særlig schweizerkniv, grøn murersnor og et brugt kondom med sædrester.

Det ender dog med at være morderens egne forældre, der bringer politiet på sporet af gerningsmanden. 22-årige Steffen Kristensen bor sammen med sin mor og far i Benløseparken 27, og forældrene mistænker, at deres egen søn har noget at gøre med drabet på Mia.

Deres søn var den pågældende fredag aften kommet hjem og havde ”helt usædvanligt” taget alt sit tøj af og begyndt at vaske det. Faderen arbejder som murer, og i hjemmet ligger desuden murersnor af samme slags, som er blevet brugt til at kvæle lille Mia.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-08-22/steffen-houmann-kristensen.jpg
Steffen Houmann Kristensen dræbte lille Mia.
 Foto: Ritzau Scanpix

Politiet bliver tippet om den 22-årige Steffen Kristensen, som både afhøres og får foretaget en dna-prøve. Da politiet påpeger, at man har fundet en kondompakke på hans værelse, der matcher det på gerningsstedet, kryber han til korset og indrømmer: Det var ham, der tog lille Mia, voldtog hende og kvalte hende.

Den 23. april 2004 bliver Steffen Kristensen idømt lovens strengeste straf, da domsmandsretten i Ringsted på blot et kvarter enstemmigt idømmer ham forvaring på ubestemt tid. I dag – 20 år efter drabet – er Steffen Kristensen løsladt. Han har taget navneforandring og har bosat sig et ukendt sted i Danmark.

August 2017: Kim Wall forsvinder

En varm augustdag i 2017 tager en af de mest spektakulære – og makabre – drabssager herhjemme sin begyndelse. Her stiger den eventyrlystne journalist Kim Wall ombord på den hjemmebyggede ubåd ”UC3 Nautilus". Planen er, at hun på turen skal interviewe ubådens skaber, den excentriske Peter Madsen.

Den 30-årige svenske journalist kender ikke Raket-Madsen, som han også kaldes, men den seneste tid har hun udvekslet sms’er og mails med ham.

Ubåden stævner ud fra Refshaleøen først på aftenen og omkring en time senere – klokken 20.16 – sender Kim Wall fire sms’er til kæresten:

"Jeg er stadig i live, forresten"

"Men går ned nu"

Jeg elsker dig!!!!!!"

"Men han har taget kaffe og kager med"

Disse fire sms’er bliver de sidste livstegn fra Kim Wall, for hun vender aldrig hjem. Natten til fredag bliver kæresten urolig, kontakter politiet – og en eftersøgning bliver iværksat.

Kim Wall
Det var på denne ubåd, "UC3 Nautilus", at Peter Madsen tog livet af Kim Wall i august 2017.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Først frygter myndighederne, at den 17 meter lange ubåd er gået ned med den to mand store besætning. Men fredag morgen finder myndighederne den i Køge Bugt – mens den er i gang med at synke. Peter Madsen reddes i land, og han forklarer, at tekniske problemer fik ubåden til at synke. Han tilføjer, at han forinden havde sat Kim Wall af ved Refshaleøen.

Politiet fatter dog mistanke og vælger at både anholde og sigte ham for drab. Dagen efter indrømmer Peter Madsen da også, at Kim Wall er død.

Peter Madsen, ingeniør, raketbygger - og morder.
Peter Madsen, ingeniør, raketbygger - og morder.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Han hævder dog, at hun har mistet livet i en tragisk ulykke på ubåden, og han af respekt for hende valgte at begrave hende til søs.

Ubådsbyggerens historie bliver mere og mere utroværdig i takt med, at Kim Walls ligdele dukker op i Køge Bugt. Først finder man hendes torso, og få dage senere dukker hendes ben og hoved også op.

Peter Madsen ender med at blive tiltalt for at have bundet, sexmishandlet, dræbt og parteret Kim Wall. Den 25. april 2018 bliver han idømt fængsel på livstid.

Oktober 2020: Maria From Jakobsen forsvinder

Venner og familie husker ham som klog, energisk og morsom. Som sprudlende, levende og initiativrig. Men der er også en anden side af sognepræsten Thomas Gotthard: Han er manipulerende og en perfektionist. Og i hans perfekte verden er der ikke plads til to ekskoner.

Derfor vælger sognepræsten fra Frederikssund den ultimative udvej, da hans andet ægteskab begynder at krakelere:

Han planlægger minutiøst, hvordan han vil slå Maria From Jakobsen ihjel. Og han vil sløre sin ugerning ved at lyve for alt og alle. I efteråret 2020 begynder sognepræsten derfor at fortælle alle, at hans elskede hustru har det dårligt psykisk.

Det hele kulminerer – fortæller Thomas Gotthard – da Maria forsvinder 26. oktober 2020. De næste mange dage og uger leder familien intenst efter Maria. Thomas Gotthard deltager ikke selv, for han er træt, forklarer han.

Der er dog en grund til, at præsten ikke hjælper til. Han ved nemlig godt, at Maria er død – og ikke mindst, hvad der er sket.

Maria From Jakobsen
Maria From Jakobsen blev myrdet af sin egen mand.
 Foto: Privat

Han har nemlig selv slået hende bevidstløs med en sten i haven. Efterfølgende har han kværket hende til døde og gemt liget i en blå fodertønde, han havde købt fem dage forinden.

Han har fyldt saltsyre og kaustisk soda i tønden og gemt den på en nedlagt landejendom.

De næste uger bliver det nærmest en hobby for sognepræsten at arbejde med Marias lig.

Han kører tilbage til den blå fodertønde for at se, om liget er opløst. Han konstaterer, at der “er meget tilbage” og beslutter derfor også at partere sin hustru og grave resterne ned.

Som ugerne går, begynder politiet at rette søgelyset mod ham. Man opdager, han har søgt på foruroligende ord som “havdybde, selvmord og rensemidler”.

Thomas Gotthard
Thomas Gotthard planlagde i detaljer, hvordan han ville skaffe sin hustru af vejen.
 Foto: Nordsjællands Politi

Politiet finder også betydelige mængder af syre i huset i Frederikssund, og til sidst – den 15. november 2020 – bliver sognepræsten anholdt.

Først syv måneder senere tilstår Thomas Gotthard drabet. I et brev til Marias forældre og søster forklarer han, at han har gjort deres liv til et helvede, fordi han “mistede besiddelsen”. Han skriver også, at han håber, at de nu kan komme videre med deres liv – noget han ikke selv har mulighed for, fordi han har “kastet sit liv ud i mørket”.

3. august 2021 bliver sognepræsten idømt 15 års fængsel.

Februar 2022: Mia Skadhauge Stevn forsvinder

22-årige Mia Skadhauge Stevn tager 6. februar 2022 i byen i Jomfru Ane Gade i Aalborg, men den unge sygeplejestuderende vender ikke hjem i live. Næste morgen slår hendes familie alarm. De er bekymrede over ikke at have hørt fra Mia. Politiet iværksætter straks en efterforskning og begynder at gennemgå videomateriale fra det centrale Aalborg.

Her finder de første spor.

Søndag morgen klokken 06.09 har en overvågningsvideo fra en butik nemlig fanget øjeblikket, hvor 22-årige Mia stiger ind i en mørk personbil ved Netto-forretningen. Det er det sidste spor af Mia i live. Politiet efterlyser den mørke personbil og også vidner, der har set noget mistænkeligt søndag morgen.

Den intense efterforskning får onsdag middag den 9. februar Nordjyllands Politi til at slå til. To mænd bliver anholdt og sigtet for at have slået Mia ihjel. På det tidspunkt har politiet endnu ikke fundet den 22-årige kvinde, men efterforskningen peger på, at hun er død - og derfor bliver mændene sigtet. Dagen efter bliver den ene mand dog løsladt.

Han har intet med Mias forsvinden at gøre.

Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade i februar måned sidste år. I disse dage sidder en 37-årig mand tiltalt for drab på den unge kvinde.
Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Jomfru Ane Gade i februar 2022.
 Foto: Politi

Det sidste håb om at finde Mia i live slukkes om aftenen 10. februar. Her indkalder Nordjyllands Politi til pressemøde på politigården i Aalborg. Man har fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov - og man formoder, der er tale om Mia, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.

I retten indrømmer den tiltalte, Thomas Thomsen, at han rigtignok samlede Mia op den kolde februarmorgen. Han forklarer, at hun var så fuld, at hun ikke kunne forklare, hvor hun skulle køres hen.

I stedet ender Thomas Thomsen med at køre hende rundt ”lidt forskellige steder”. Han forklarer, at de ender i Hammer Bakke, hvor Mia pludselig snubler i skovbunden. Ifølge Thomas Thomsen kommer hun slemt til skade i faldet.

- Jeg kan ikke mærke noget. Jeg prøver at ruske i hendes skuldre og kalde på hende. Der er slet ikke noget, forklarer han senere i retten.

Historien er dog lodret løgn.

thomas thomsen
Elektrikeren Thomas Thomsen blev idømt forvaring for drabet på Mia Skadhauge Stevn.
 Foto: Privat

I stedet har elektrikeren ad flere omgange forsøgt at voldtage Mia, før han til sidst dræber hende.

Hans ugerninger stopper dog ikke der.

Bagefter bruger han flere dage på at partere liget i mere end 200 dele i sit hjem i Flauenskjold. Mens Mia ligger død i hans hjem, kører Thomas Thomsen flere gange i blandt andet Jem & Fix og Meny. Han indkøber16 flasker kaustisk soda, en flaske afløbsrens, to flasker klorin, 19 spande samt gummihandsker og flere overtræksdragter i plastik. Han køber også pizza og en energidrik.

Under retssagen fastholder Thomas Thomsen, at han er uskyldig i drab og voldtægt. Han erkender dog, at han har parteret Mia, men hævder, at han gjorde det i panik.

I juni 2023 falder der dom i den meget omtalte drabssag. Her bliver nordjyden kendt skyldig i forsøg på voldtægt, drab og usømmelig omgang med liv. Thomas Thomasen idømmes forvaring.

Sponsoreret indhold