Krimi24. oktober 2023

Direktør dømt: Oprettede falske lån i kunders navne

Michael Bak kan nu se frem til en fængselsstraf på fire år - han har ifølge retten udnyttet sin direktørstilling i et finansfirma til at oprette falske lån i kunders navne
53-årige Michael Bak idømmes fire års fængsel - han har blandt andet bedraget flere tidligere kunder, hvor han har oprettet falske lån i deres navne.
53-årige Michael Bak idømmes fire års fængsel - han har blandt andet bedraget flere tidligere kunder, hvor han har oprettet falske lån i deres navne.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En 53-årig direktør, der har levet af at rådgive kunder om privatøkonomi, er tirsdag i Retten i Aarhus idømt fængsel i fire år for at snyde og bedrage for millioner.

Den dømte – Michael Bak - var medejer af og direktør i rådgivningsselskabet FinansTeam Aps i Højbjerg ved Aarhus.

Han har tilstået, at han gennem en årrække oprettede falske lån på vegne af personer, der tidligere havde henvendt sig for at søge privatøkonomisk rådgivning.

Over årene fra 2015 til 2023 blev der på direktørens foranledning oprettet falske lån for over 50 millioner kroner.

Michael Bak erkendte også, at han i flere tilfælde overførte samlet set 730.000 kroner fra gældsplagede borgeres konti til selskabets konti.

Direktøren lagde på retsmødet tirsdag kortene på bordet og tilstod alle anklager mod ham.

- Det var som en snebold, der rullede og voksede sig større og større, forklarede han grådkvalt i retten.

Pengene blev ifølge direktøren brugt til driften af FinansTeam og særligt søsterselskabet Pengeprofilen, som direktøren også har været medejer af.

Et projekt om udvikling af ny software til kreditvurdering af borgere viste sig ifølge direktøren at være en stor økonomisk mundfuld.

Det kneb med at finde investorer, der ville skyde kapital ind i projektet, og derfor blev det nødvendigt at skaffe pengene på anden vis, forklarede Michael Bak.

Det var skriverier i pressen, der i april fik sagen til at rulle.

Flere borgere, der havde søgt økonomisk rådgivning hos selskabet, stod frem og fortalte, at der var overført penge fra deres konti til FinansTeam, uden at det på forhånd var blevet aftalt.

Få dage senere gik Michael Bak selv til Østjyllands Politi. Han blev herefter stillet for en dommer og varetægtsfængslet.

Dommeren fandt det formildende, at Michael Bak selv henvendte sig til politiet og har bidraget til at belyse omfanget af svindlen.

Det er ifølge dommeren også en formildende omstændighed, at de svindlede penge ikke gik til direktørens privatforbrug, men til driften af virksomheden.

Selskaberne FinansTeam og Pengeprofilen er begge gået konkurs, og den 53-årige er også erklæret personligt konkurs.

Ud over fængsel frakendes Michael Bak retten til at beskæftige sig med økonomisk rådgivning indtil videre.

Han har bedt om betænkningstid, i forhold til om han ønsker at anke dommen.

Sponsoreret indhold