
DI-direktør Thomas Bustrup er gået i behandling få dage før sin spritsag

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
LÆS OGSÅ: Derfor kunne den hønefulde DI-chef Thomas Bustrup køre videre
Den spektakulære sag om DI-chefen Thomas Bustrup - der har tætte forbindelse til det danske kongehus - har i dag fået endnu en markant drejning.
Dansk Industri oplyser nu til Ekstra Bladet, at deres vicedirektør er sygemeldt frem til 7. januar og i døgnbehandling for et alkoholmisbrug, som han tidligere på ugen erkendte at have i en pressemeddelelse om sagen.
Sygemeldingen kommer blot få døgn efter offentligheden blev bekendt med, at DI-topchefen i juni blev stoppet to gange for spirituskørsel inden for mindre end fem timer.
Og efter afsløringen af, at politiet på Bornholm ikke kunne fratage ham bilnøgler, fordi hans Tesla blev låst op via mobiltelefonen.
En teknisk blindgyde, der gjorde det muligt for ham at køre videre fra hospitalet i Rønne og ende på Øresundsbroen med for høj promille igen.
Thomas Bustrup har modtaget en tjenstlig advarsel, mens DI fastholder, at han kan fortsætte i jobbet. Indtil videre er han så bare sygemeldt og i behandling døgnet rundt.
Spørgsmålet er nu, om han overhovedet dukker op i retten på mandag i Rønne?
Her er han tiltalt for to tilfælde af spirituskørsel, hvor promillemålingerne forventes fremlagt. Det er detaljer, som hverken han eller DI ønsker at kommentere før retssagen.
Han risikerer både en klækkelig bøde, ligesom politiets anklager forlanger en frihedsstraf til topdirektøren.
SE og HØR følger naturligvis sagen.
