’Der går ikke lang tid, så begynder folk at skrige’

Det er i dag ti år siden, at Præstø-ulykken fandt sted, og 14 ofre fik ændret deres liv for altid.

Den nu 26-årige Nicklas Bøhm var en af de unge efterskoleelever, som kæmpede for sit liv i det iskolde saltvand i Præstø Fjord.

Ulykken skete den 11. februar 2011, og nu fortæller han om ulykken, og hvordan han har kæmpet sig tilbage til livet. Han var kun 16 år, da båden kæntrede. Han lå en time i det én grad kolde vand.

- Prøv at forestille dig nu. At lægge sig ud nu i en time. Der var ikke sne, som der er nu, men det var så koldt, at der var is på vandet lige ved bredden. Der, hvor jeg kæmpede mig igennem, op igennem sivene, siger Nicklas Bøhm til SE og HØR.

Han havde revet sig på underarmene, og da han kiggede ned på sine underarme, begyndte han at se syner.

- Der begynder jeg at hallucinere på det tidspunkt, fordi min krop og hjerne er så udmattet, at jeg ser de hænger i sådan nogle kødstrimler. Jeg blødte, og så tænkte jeg oppe i mit hoved, det er utroligt, jeg ikke er død endnu, siger Nicklas Bøhm.

Han forklarer, at lige så virkeligt, som han står og kigger på sine arme nu, lige så virkeligt var det, at hans arme hang i strimler.

- Det var underligt. Der var ikke noget, der gav mening på det tidspunkt.

- Hvad var det, der skete lige i de sekunder inden I kæntrede, og da I kæntrede?

- Michael (Michael Jørgensen, 44-årig lærer, der omkom red.), som er vores lærer, siger vi skal vende om. Og så vender vi om, og så i det vi står parallelt, der var masser af bølger derude, vejret det var så voldsomt, at det var op til kuling, vi var ikke skræmte, vi var våde og irriterede, men vi er ikke faldet i endnu. Jeg var ikke skræmt, jeg kan selvfølgelig kun udtale mig på egne vegne, jeg var ikke bange der…, siger han og holder en pause.

- Men da vi så ryger i, er jeg selvfølgelig helt vildt irriteret, fordi jeg kan godt se, hvad fanden tænker de på? Det er ikke overraskende jo, at der er en risiko for, at man falder i. Så jeg var irriteret, og tænkte: ’Jeg vidste, jeg ikke skulle være taget herud’, lyder det fra Nicklas Bøhm.

Så der er det ikke rigtig gået op for dig?

- Nej, ikke hvor farlig situationen er. Overhovedet ikke. Der går ikke lang tid, så begynder folk at skrige. Fordi vandet gør så ondt. Og det er så koldt, at man gisper. Det er ligesom, hvis man vinterbader, men så begynder folk at skrige, fordi det gør ondt. Og det bliver ved med at være koldt, og der er langt til alle steder, lyder det fra Nicklas Bøhm.

De var cirka en kilometer ude på den iskolde fjord, da de kæntrede.

Så du kæmper dig simpelthen en kilometer tilbage i det vand dér?

- Ja, plus at jeg ligger i modstrøm, så når jeg ikke svømmer mere, ryger jeg tilbage igen, så jeg har svømmet mere end en kilometer.

Han fortæller, at han havde rigtig meget tøj på, og det har isoleret på en eller anden måde. Men det holdt ham ikke oppe.

- Nej. Det var mere tungt og tyngede mig ned, kan jeg huske. Jeg havde en North Face jakke på, en kæmpe dynejakke. Den sad og krøllede sammen oppe i halsen på mig. Det var helt forfærdeligt. Omstændighederne. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

Hvad med de andre? Det er selvfølgelig helt naturligt, hvis man tænker på sig selv? Hvad skete der?

- Jeg tænkte, at jeg ikke må gå i panik. For der var ret meget panik derude. Fordi det ville ikke være konstruktivt for min situation, fortæller han.

Det han husker allermest i dagene efter, var gensynet med sine forældre.

- I dagene efter var det mega hårdt, fordi jeg var klinisk død i benene, jeg havde ikke nogen blodtilførsel til benene, da jeg kom ind på hospitalet. Og det gjorde jo så sindssygt ondt, da blodet langsomt sivede tilbage i dem, siger Nicklas Bøhm.

Men han kom rimelig hurtigt på benene, og var bl.a. til krisemøder på efterskolen, (Lundby Efterskole).

I starten var han helt vildt glad og euforisk over at have overlevet. Men efterfølgende gik det op for ham, at der var nogle konsekvenser. Der var et retsligt efterspil. Der var et psykisk efterspil.

- Der var et efterspil, hvor vi som familie prøver at kæmpe mod en efterskole, som ikke er samarbejdsvillige. Det var helt forfærdeligt.

Men det var vigtigt for ham, at det hele ikke skulle handle om ydre omstændigheder. Det besluttede han sig for allerede morgenen efter ulykken.

- Jeg ligger og kigger ud ad et vindue i hospitalssengen, og min mor ligger ved siden af. Og så rammer lyset. Så ligger jeg og følger lyset ligesom komme ind ad vinduet og rammer hende. Og så tænker jeg, lige om lidt rammer sollyset mig. Og når det rammer mig, så er jeg videre. Så jeg besluttede mig den dag for, at jeg skulle videre den dag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, men der er rigtig mange, der snakker om det her famøse punktum. Et punktum, der skal sættes i sagen. Enten når der er placeret et ansvar, eller når man er blevet udredet, eller når man har fået erstatning eller, hvad ved jeg. For mig var det vigtigt, at det punktum skulle sættes. Det punktum, det blev sat, da sollyset ramte mig.

Han forklarer, at det lyder lidt voldsomt, men på det tidspunkt ville han kæmpe videre og overleve for sin families skyld.

Nicklas Bøhm som 16-årig før ulykken. (Privatfoto)

- Jeg havde ikke gået så meget igennem for at give op mentalt nu. Jeg havde ikke andet valg.

Før ulykken havde han kæmpet med mobning og alle mulige andre ting. Og han var bare glad for at få lov at opleve den solopgang igen.

Han fortæller, at han husker rigtig meget fra den dag, hvor ulykken skete.

- Men det jeg vil tage med mig resten af mit liv, det er, hvor meget min familie betyder for mig, siger Nicklas Bøhm.

Han fortæller, at han på et tidspunkt lå i det iskolde vand og tænkte: ’Jeg kan ikke mere, nu klipper jeg svømmevesten op.’

Men i det han kigger ned på sin svømmevest, overvejer han følgende:

- Lad mig få det overstået, det er så hårdt det her, jeg kan ikke overleve. Skal jeg ligge herude og fryse ihjel i ti minutter mere? Det kunne jeg ikke. Så kigger jeg ned på den der lås (på svømmevesten red.), og så når jeg at tænke på mine forældre. Hvis jeg klipper den her op nu, så vil mine forældre være dem, der mistede deres søn i Præstø-ulykken. Og jeg ville ikke give dem den byrde, siger Nicklas Bøhm.

Nicklas Bøhm som 16-årig med sin bedste veninde Cecilie Lundsgaard. Hun var ikke med, da ulykken skete. (Privatfoto)

Og lige da han havde tænkt det, er der en af hans veninder, der råber til ham ude i vandet og bølgerne:

’Lad nu være Nicklas, kom nu, vi kan godt, vi klarer det her.’

- Så får jeg ligesom al styrken tilbage. Og det samme gælder, da jeg senere hen ligger på hospitalet, og venter på, at min familie kommer.

Han fortæller, at lige inden familien kom ind, så han sin ven få stød på gangen på hospitalet, fordi han havde hjertestop.

- Så tre-fire meter fra mig, giver de ham stød. Så han flyver op fra sengen. Det er jo voldsomt at se. Han var jo død. Jeg så ham jo død. Og hvordan han fløj. Du ved, hvordan det dér stød gør, at kroppen lige som rykker sig. Så jeg var ret meget ude af den, siger Nicklas Bøhm.

Han troede aldrig, han skulle se sine forældre igen. Og sin tvillingesøster, som han er meget tæt på.

- Og da jeg så ligger på hospitalet, og jeg kan høre deres fodtrin ude på gangen, så vidste jeg bare, at det havde været det hele værd. Og det er den smukkeste oplevelse, jeg nogensinde har haft, siger Nicklas Bøhm med gråd i stemmen.

Det var også den mest livsbekræftende oplevelse, han nogensinde havde haft.

- Det var også et mirakel, at jeg overlevede, og at jeg fik lov til at se mine forældre igen. Det er bare vigtigt for mig at sige.

Nicklas Bøhm blev færdiguddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole for to uger siden.

Nu har han fået job på Nordisk Film TV, hvor han bl.a. laver Go’ aften live og dokumentarer.