Krimi21. januar 2023

Den danske stjerneinstruktør Nicolas Winding Refn hyrer rocker til Netflix-serie

Har en fremtrædende dansk Hells Angels-rocker og hooligan på rollelisten - men det vil instruktøren bestemt ikke tale med pressen om
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Se traileren til Nicolas Winding Refn-serien "Copenhagen Cowboy".
 Video: Netflix

"Hvis du fucker med os, så får det konsekvenser."

Ordene kommer fra en pumpet pusher i den nye Netflix-serie "Copenhagen Cowboy" der forleden havde premiere.

Rollen, der i serien hedder Polixen, bliver spillet af den prominente Hells Angels-rocker Nicki Dirchsen Hansen, kan SE og HØR i dag afsløre.

Til dagligt udgør han en af profilerne i rockerklubbens South End-afdeling i Taastrup.

Og i Netflix-serien spiller han en hårdtslående pusher, der sætter hovedrollen Miu i arbejde.

Hovedrollen Miu roder sig ud i flere problemer, da hun ender med at arbejde som "hvidt bud", der skal levere narkotika for en pusher.
Hovedrollen Miu roder sig ud i flere problemer, da hun ender med at arbejde som "hvidt bud", der skal levere narkotika for en pusher.
 Foto: Netflix/Magnus Nordenhof Jønck

Rockeren toner frem på skærmen midt i afsnit fire, da "ut af min kiosk"-skuespilleren, Zlatko Buric, introducerer seriens hovedrolle for en flok skumle narkohandlere.

- Den her skal du have på dig og svare, hver gang den ringer, forklarer HA'eren Miu, før han stikker hende en såkaldt burner-telefon i hånden, der skal bruges til at modtage bestillinger på narkotika.

Hells Angels-medlemmet har da også selv flere gange vist sin rolle stolt frem på Instagram, hvor han næsten har 3000 følgere.

Rocker og hooligan

Nicki Dirchsen Hansen er ifølge SE og HØR's oplysninger ikke alene medlem af Hells Angels.

Han er også medlem af FC Københavns mest hårdtslående hooligangruppering, der ikke går i vejen for et godt slagsmål.

Hells Angels var Danmark første internationale rockergruppering. De har været i Danmark siden starten af 80'erne.
Hells Angels var Danmark første internationale rockergruppering. De har været i Danmark siden starten af 80'erne.
 Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix

Det gør rockeren selv klart i en musikvideo på YouTube, hvor han giver den som rapperen "OBC."

"Hovedstaden er min by, står bag den til hver en tid. Løven på brystet, farverne er blå og hvid. Sektion 12, vi støtter byens hold, 21-33 (talkode for grupperingerne Urban Crew og Copenhagen Casuals, red.) samlet til bold," lyder det i sangen, der blev uploadet for to år siden.

I sangen lyder det også, at en "tur i skoven" ikke er for hvem som helst.

De seneste år er de aftalte slåskampe mellem landets hooligangrupperinger nemlig rykket ud i skoven - langt væk fra politiets søgelys.

I videoen er Nicki Dirchsen Hansen flankeret af flere nuværende og tidligere medlemmer af Hells Angels.

Deriblandt "Pressi", der før var medlem af Hells Angels, men som siden er gået over til rivalen i Bandidos i et opsigtsvækkende skifte.

Ingen kommentar

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra instruktør Nicolas Winding Refn og produktionen bag filmen.

I et svar fra Lead Agency, der står for seriens PR, lyder det, at det desværre ikke er muligt at få et interview og dermed en kommentar til rockerens medvirkeren.

Vi ville ellers gerne have spurgt instruktøren, om der var en tanke bag at lade et fuldgyldigt medlem af Hells Angels medvirke i en dansk serie, der omhandler den danske underverden - eller om det er helt tilfældigt.

Seriens seks afsnit kan streames på Netflix, hvor rockeren og hooliganen medvirker i både afsnit fire og fem.

Sponsoreret indhold