Den dag, Andrea druknede sine fem børn

Det var særdeles smuk junimorgen. Solen skinnede, og vejret var mildt.

Hjemme hos familien Yates var dagen så småt ved at gå i gang. Ægtemanden Russell Yates havde været oppe et stykke tid og var nu på vej mod sit job som ingeniør hos NASA’s Space Shuttle Vehicle Engineering Office.

Han havde aftalt med sin mor, at hun skulle kigge forbi hjemmet en time senere for at hjælpe Andrea med at passe børnene.

Men hans mor nåede ikke frem, før det var for sent.

Kort tid efter, Russell vinkede farvel, druknede 36-årige Andrea Yates alle fem børn én for én i badekarret.

Da Andrea var færdig med sin ugerning, ringede hun selv til alarmcentralen.

- Jeg har brug for, at I kommer, sagde hun med stille og fåmælt stemme i telefonen.

Alarmoperatøren måtte flere gange bede Andrea forklare og uddybe. Hvad var der sket? Var hun kommet til skade, eller var hun blevet syg?

Til det sidste svarede Andrea ”ja”. Og så tilføjede hun:

- I skal også sende en politibil.

Mælken var stadig kold

Én af de første betjente på stedet var John Delbosque. Han havde været i faget i mere end 30 år, men glemmer aldrig den junidag i 2001, hvor han så de fem druknede børn.

Da han trådte ind i huset, virkede alt ved første øjekast normalt.

Morgenmaden stod fremme på bordet sammen med skåle og skeer, og mælken var stadig kold.

John Delbosque blev mødt af en kollega med et tomt blik i øjnene.

”Hun har dræbt dem alle”, udbrød han.

- Først tænkte jeg, at hun havde dræbt sin mand eller sin mor, husker John Delbosque i dag.

Men da han trådte ind i soveværelset, kunne han se, at ofrene var langt yngre.

I sengen lå fire små børn. Det lignede, at de sov. Men de var alle døde.

- De lignede små porcelænsdukker, husker John Delbosque.

Lå stadig i badekarret

John Delbosques første tanke var, at børnene – 5-årige John, 3-årige Paul, 2-årige Luke og seks måneder gamle Mary – var blevet forgiftet af deres egen mor.

Men vandet på gulvet afslørede den sande historie.

Vandet lå i en pøl, der ledte ind til badeværelset, og John Delbosque fulgte efter.

Inde på badeværelset gjorde han endnu et grufuldt fund:

I badekarret lå det femte barn. Det var familiens ældste søn, 7-årige Noah.

Han var det sidste barn, som Andrea havde druknet med sine bare hænder.

Overrasket af sønnen

I sin 90 minutter lange tilståelse kom Andrea med flere uhyggelige detaljer om den skæbnesvangre morgen.

Først havde hun druknet den toårige Luke, derefter Paul, 3, og John, 5. Efterfølgende bar hun ligene af sine sønner i sit eget soveværelse, hvor hun nænsomt placerede dem ved siden af hinanden.

Hun dækkede også deres kroppe med dynen, så det lignede, at de lå og sov.

Bagefter tog hun sin seks måneder gamle datter Mary og tvang hende under vandet i badekarret. Det var i dette øjeblik, at Andrea blev overrasket af sin 7-årige søn Noah på badeværelset.

”Hvad er der galt med Mary?”, udbrød Noah, der sekunder senere opdagede, hvad der i virkeligheden foregik og forsøgte at flygte.

Andrea jagtede sønnen gennem huset og trak ham tilbage til badeværelset, hvor hun druknede ham ved siden af hans døde lillesøster. Efterfølgende lod Andrea sønnens livløse krop ligge i badekarret, mens hun ”puttede” Mary med de andre i sengen.

Efter sin ugerning tog Andrea telefonen og foretog to opkald. Det første var til alarmcentralen, hvor hun indledte samtalen med de kryptiske ord: ”Tiden er kommet”.

Det var herefter, at hun svarede ”ja” til, om hun var syg. Og så tilføjede hun:

- I skal også sende en politibil.

Bagefter ringede hun til sin ægtemand Russell Yates, der var på arbejde hos NASA.

- Du må hellere komme hjem, udbrød hun.

- Er nogen kommet til skade?, svarede Russell, der med ét blev bekymret over sin hustrus mystiske opkald.

- Ja, svarede hun. - Børnene. Dem alle!

Der var intet, der kunne forsvare Andrea Yates ugerning. Men var der noget, der kunne forklare det?

I tiden efter tragedien i Houston-forstaden Clear Lake gik en større efterforskning i gang, hvis formål var at finde ud af, hvordan det kunne ende så galt, at Andrea tog livet af alle sine børn.

Ægtemanden Russell Yates stod frem og fortalte, at han stadig elskede sin hustru, og at han støttede hende midt i mareridtet.

- Jeg ved, at hun elskede vores børn, sagde den knuste ægtemand.

Depressioner og dæmoner

Han fortalte om en hustru, der nok elskede sine børn, men som også kæmpede med indre dæmoner.

Dæmoner, der flere gange havde fået hende til at forsøge at tage sit eget liv – blandt andet i 1999. Efterfølgende blev hun diagnosticeret med en svær depression og indlagt. En psykiater frarådede, at Andrea fik flere børn på grund af sit skrøbelige sind.

Alligevel fødte hun parrets eneste datter Mary i slutningen af 2000; blot et halvt år før tragedien indtraf.

Da Andrea fødte datteren Mary, havde hun ikke været på sin antidepressive medicin i et år. Kort efter fødslen mistede Andrea sin far, og de store omvæltninger fik for alvor det hele til at skride.

Andrea blev tiltagende ude af balance. Hun blev paranoid og holdt konstant sin datter i armene. Hun turde ikke lægge datteren fra sig af frygt for, hvad der kunne ske. Andrea sov ikke, hun spiste ikke, og alle omkring hende kunne fornemme, at det ville ende helt galt.

Hendes desperate ægtemand tog hende til en nærliggende psykiatrisk afdeling, hvor han fastslog, at hans kone ”ikke kunne klare én nat mere derhjemme”.

Hospitalets psykologer evaluerede Andrea og anbefalede, at hun blev indlagt. De udfyldte de felter, der fastslog, at hun ”var til fare for sig selv”, og at hun var i ”en tilstand, hvor hun ikke kunne foretage rationelle beslutninger”.

Ét felt blev dog ikke udfyldt: “Kan være til fare for andre”.

Forpint, men ikke farlig

I de mange år, hvor Andrea havde kæmpet med depression, havde ingen – hverken fagfolk eller familie – haft den opfattelse, at den unge kvinde kunne finde på at gøre sine egne børn noget.

Alle samtaler og undersøgelser af Andrea havde tegnet et billede af en forpint – men bestemt ikke farlig – mor.

Derfor blev psykiaterne også nødt til at kigge dybere, efter Andrea havde druknet alle sine børn.

Det stod klart, at den unge mor havde en alvorlig fødselsdepression og en alvorlig general depression. Mange i hendes familie havde lidt af alvorlige depressioner, så diagnosen lå i familien.

Men det stod også hurtigt klart, at problemet var langt mere alvorligt end det. Under samtaler afslørede Andrea, at hun var overbevist om, at Satan boede i hende, og at Satan allerede havde ødelagt hendes børn.

Derfor troede Andrea, at hendes børn var bedre tjent med at dø, og at de ville ende i Paradis, hvis hun druknede dem.

Hendes tankegang var så langt fra virkeligheden, at lægerne konkluderede, at Andrea havde udviklet en svær fødselspsykose: En lidelse, der er langt mere alvorlig end en fødselsdepression, og en diagnose, der langt mere ofte bliver overset.

Desværre havde lægerne også overset Andreas psykose.

Og da hun blev udskrevet 14. maj 2001, havde ingen tænkt, at hun kunne være til fare for nogen.

Fem uger senere druknede Andrea sine børn én for én.