Krimi16. juni 2020

Demonstrations-deltager ramt af corona: Tag en test

Sundheds- og ældreministeriet har netop holdt pressemøde med sundhedsminister Magnus Heunicke i spidsen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20200616-181019-l-1920x1280we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Sundhedsminister Magnus Heunicke har netop sammen med styrelsen for patientsikkerhed holdt pressemøde.

Her kom det frem, at én person som deltog i Black Lives Matter-demonstrationen i København søndag i forrige weekend, nu er testet positiv med coronasmitte.

- Det var en meget, meget stor demonstration, hvor 15.000 deltog, en del af dem stod tæt sammen, lyder det fra Heunicke.

Flere gange siden har det været diskuteret, hvorvidt folk ved demonstrationen var påpasselige med at holde afstand, da arrangementer af den størrelse i værste tilfælde kan accellere en smittebølge.

Myndighederne opfordrer derfor alle, der var til stede ved demonstrationen den 7. juni til at lade sig teste for den smitsomme sygdom.

Opfordringen gælder uanset om man har symptomer på Covid-19.

- Man skal være ekstra opmærksom på symptomer, hvis man har befundet sig i menneskemængden, og været tæt på andre mennesker. Har man symptomer, skal man kontakte sin læge, lyder det fra Anette Lykke Petri fra styrelsen.

- Har man ikke symptomer, anbefaler vi at man selv går ind og rekvirerer en test.

Det skal ske gennem hjemmesiden coronaprover.dk.

Sundhedsmyndighederne har på det seneste gennemført en mere omfattende smittesporing end hidtil, hvilket har gjort det muligt at finde frem til den smittede person, der var til stede i forbindelse med demonstrationen.

Den næste demonstration, der er planlagt fra Black Lives Matter Denmarks side, afholdes torsdag fra Israels Plads i København.

Demonstrationerne kommer efter George Floyds død i forbindelse med en anholdelse i Minneapolis i USA den 25. maj. Her lå en politimand med et knæ på den 46-årige Floyd, mens han tiggede om luft.

Sponsoreret indhold