Krimi17. december 2023

Dansk statsborger risikerer livstidsdom for folkedrab i Rwanda

Myndighederne i Rwanda mistænker en dansk statsborger for at medvirket til 2000 drab i landet under folkedrab

Fredag kan en dansk statsborger blive idømt fængsel på livstid, hvis han findes skyldig i at have medvirket i folkedrabet i Rwanda i 1994.

Det skriver BBC News Swahili og flere lokale medier.

Den danske mand, som i dag er 55 år, blev udleveret til Rwanda i 2018. Siden har han siddet fængslet i landet.

Rasmus Hylleberg, som kender den anklagede, og til daglig er kontorchef og byrådsmedlem for Venstre i Roskilde, har besøgt ham flere gange.

- Danmark har udleveret ham med en aftale om, at han skal afsone i Danmark. Han har selv besluttet sig for, og det har han sagt meget længe, at han ikke anker dommen uanset, hvordan den lander, siger han forud for retssagens konklusion.

- Hvis han bliver frikendt, er han selvfølgelig fantastisk glad. Hvis han bliver dømt, så tror han ikke, at det hjælper noget at sidde dernede i 3-4 år til i forbindelse med en ankesag, tilføjer han.

Det har tidligere været fremme, at myndighederne i Rwanda mener, at den tiltalte har medvirket i drab på omkring 2000 mennesker under folkedrabet.

Personligt beskyldes den 55-årige for at have slået en gammel kvinde ihjel 7. april 1994.

Men da han oprindeligt blev varetægtsfængslet i Danmark, forklarede den 55-årige, at han havde været i Congo.

Den 55-årige mand kom til Danmark i 2001 og fik senere dansk statsborgerskab.

Ifølge en gennemgang, som DR har lavet, har flere af vidnerne forklaret en ting til retten i Rwanda og en anden til dansk politi.

Et vidne kunne i 2012 ikke huske at have set ham ved drab på et universitet. Det kunne vidnet senere godt i Rwanda ifølge DR.

Rwanda har flere gange fået kritik for brud på menneskerettigheder og pressefrihed.

Rasmus Hylleberg mener, at der er flere nuancer. Ifølge ham er en retssag af den karakter grundlæggende meget politisk.

- Den anden del er, hvordan har jeg oplevet retssagen? Den har jeg oplevet som rigtig ordentlig. Han har fået lov til at føre vidner og fremlægge dokumenter og vi har fået lov til at besøge ham. I den forstand synes jeg, at den har kørt meget ordentligt, siger han.

Ifølge Berlingske er den 55-årige mand den første danske statsborger, som er blevet udleveret til Rwanda til retsforfølgelse for folkedrabet.

Sponsoreret indhold