KrimiI går

Dansk rapper truede offer med kniv ifølge politiet: Nu er sagen aflyst

Endnu en gang er sagen mod den kendte danske rapper blevet aflyst. Det bekræfter rapperens forsvarsadvokat overfor SE og HØR
Den tiltalte rapper er vant til at optræde på nogle af de største danske musikscener. Ifølge politiet truede han en kvinde med en stor kniv under et skænderi 8. marts sidste år.
Den tiltalte rapper er vant til at optræde på nogle af de største danske musikscener. Ifølge politiet truede han en kvinde med en stor kniv under et skænderi 8. marts sidste år.
 Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Tirsdag morgen skulle en dansk rapper have indtaget anklagebænken ved Retten på Frederiksberg i en sag, hvor han er tiltalt for flere forhold.

Men han slipper med skrækken i denne omgang.

Ifølge rapperens forsvarsadvokat, Rune Berggren Brøndal Pedersen er sagen tirsdag morgen nemlig blevet aflyst.

- Jeg kan bekræfte, at sagen i morgen er aflyst, siger Rune Berggren Brøndal Pedersen til SE og HØR.

Advokaten har ikke ydeligere kommentarer til sagen, hvor hans klient er tiltalt for flere forhold - blandt andet om ulovlig besiddelse af våben og trusler mod en kvinde med kniv.

Rapperen, der er beskyttet af navneforbud, spiller på landets største scener, og er meget velkendt indenfor den danske musikbranche.

Dermed er sagen endnu en gang blevet aflyst, da den også i november blev aflyst. Dengang skyldtes det, at et vidne havde meldt sig syg.

Ifølge anklageskriftet er rapperen tiltalt for i alt fire forhold. De to første handler om, at rapperen kom i et heftigt skænderi med en kvinde på en legeplads ved en skole i Sydhavnen den 8. marts sidste år.

Her truede rapperen angiveligt kvinden med en kniv, som havde et blad på mere end 12,5 centimeter. Den selvsamme kniv brugte rapperen efter skænderiet angiveligt til at punktere et eller flere af dækkene på kvindens bil, mener politiet.

Han er ligeledes sigtet for at have besiddet kniv på et offentligt område uden at have et anerkendelsesværdigt formål med det.

Få timer senere dukkede politiet op på rapperens adresse og ransagede hans hjem efter de voldsomme episoder. Betjentene fandt flere ulovlige våben under ransagningen - blandt andet en totenschlæger, en kastestjerne og to macheter, som er store knive, der har et blad på mere end 12 centimeter.

Sponsoreret indhold