Dansk rapper dømt for sexfælder
Under påskud om sex med en ung kvinde, lokkede den danske rapper Miklo sammen med to andre rappere tre ofre i en sex-fælde.
Herefter blev ofrene udsat for grov vold og afpresning, blandt andet ved at blive lænket med sexhåndjern til en radiator, slået med et stoleben og truet med kniv, fremgår det af anklageskriftet, som SE og HØR har fået aktindsigt i.
Raptalentent Miklo, der bærer det borgerlige navn Anders Henckel Johansen, er netop blevet kendt skyldig for den særdeles grove sag ved Retten på Frederiksberg, skriver Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Det danske raptalent Miklo har 20.000 følgere på Instagram og er også til stede på TikTok. Foto: Instagram
Overfaldende fandt sted i løbet af en weekend i december 2020 i en lejlighed på Frederiksberg, og sikrede ifølge retten Miklo og hans to medgerningsmænd 15.000 kroner i udbytte.
Pengene blev trukket fra ofrenes hævekort eller overført på MobilePay.
24-årige Anders Henckel Johansen fik i 2020 kontrakt hos pladeselskabet Universal.
LOKKEDE PÅ DATINGAPP
20-årige Villads Vestergaard Hedelin Jørgensen, der rapper under kunstnernavnet TJ Mani, påtog sig skylden for overfaldende.
Af anklageskriftet fremgår det, at rapperne sammen med to piger lagde sagens tre ofre i baghold på datingappen Badoo.
De to piger, begge 17 år gamle, er ligeledes blevet kendt skyldige i sagen for at have deltaget i bagholdet som lokkeduer.
Mosa Mohamud Ahmed, der rapper under kunsternavnet Luqa Dhere, blev ligeledes kendt skyldig, selv om Villads Vestergaard Hedelin Jørgensen i retten benægtede, at hans to medtiltalte havde deltaget i overfaldene, skriver Ekstra Bladet.
Alle sagens fem tiltalte blev dog kendt skyldige for at have planlagt og udført sexfælderne i forening.