Krimi6 timer siden (opd. 5 timer siden)

Dansk politi genåbner sag om to unge kvinders død i Laos

Forældre til omkomne unge danske piger i Laos har fået medhold i klage til Statsadvokaten, skriver TV 2
De to kvinder boede før deres død på Nana Backpacker Hostel i Vang Vien, Laos.
De to kvinder boede før deres død på Nana Backpacker Hostel i Vang Vien, Laos.
 Foto: Facebook

LÆS OGSÅ: Johannes var på samme hostel som de døde danske pige

Dansk politi vil foretage undersøgelser i sagen om to unge danske kvinders død i det sydøstasiatiske land Laos i november sidste år.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau, efter at TV 2 har fået indsigt i en afgørelse, som kvindernes forældre i september har modtaget fra Statsadvokaten.

Politikredsen vil ikke oplyse, hvad undersøgelserne handler om.

De to kvinder, der var 20 og 21 år, da de mistede livet, menes at være blevet forgiftet af metanol i alkohol.

Ifølge TV 2 besluttede Midt- og Vestsjællands Politi i marts i år, at man ikke ville iværksætte en efterforskning af dødsfaldene.

Det fik efterfølgende begge kvinders forældrepar til at klage til Statsadvokaten, der i denne måned har givet dem medhold i sagen, skriver TV 2.

TV 2 skriver, at politiet vil efterforske sagen, men til Ritzau oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at der nærmere er tale om yderligere undersøgelser.

Fra kredsen lyder det, at den kan bekræfte at have haft et møde med forældrene. Som en udløber af det møde, er der sat initiativer i værk.

Til TV 2 forklarer vicepolitiinspektør i politikredsen Lars Krogsgaard, at politiet ikke har jurisdiktion til at efterforske sagen, der er foregået i et andet land.

Vicepolitiinspektøren fortæller til mediet, at der "kom nogle forskellige ting op til mødet". Forældrene skal blandt andet ligge inde med nogle dokumenter, men politiet vil ikke oplyse nærmere.

Ifølge forældrene er der tale om døtrenes dødsattester, håndskrevne hospitalsjournaler og yderligere dokumenter fra det danske Udenrigsministerium.

I alt seks turister mistede sidste efterår livet i byen Vang Vieng, som er en populær destination for backpackere i Laos. Foruden de to danske kvinder var de øvrige to australske, en britisk og en amerikansk statsborger.

I alle seks tilfælde formodes dødsårsagen at være forgiftning med metanol.

Metanol kendes også som træsprit og er et organisk opløsningsmiddel. Hvis man indtager det, kan man blive bevidstløs, og man kan miste synet.

Væsken bliver nogle gange tilsat alkoholiske væsker, fordi det er billigere end ethanol, som er den alkohol, der typisk findes i spiritus.

Da metanol er farveløst og ikke har nogen særlig lugt, opdager man ikke, hvis det er blandet i eksempelvis en drink.

Det er endnu uvist, præcis hvordan de omkomne skal være blevet forgiftet.

Myndighederne i Laos har efterfølgende forbudt salg og indtagelse af bestemte typer af alkohol.

Sponsoreret indhold