Krimi28. maj 2025

Dansk familiefar fængslet i USA: Kasper Eriksen vil ud mod kaution

En 31-årig dansker har været fængslet siden april. Dommer udskyder beslutning om løsladelse mod kaution

En familiefar fra Nordjylland sidder efter flere uger bag tremmer fortsat fængslet i USA.

Det skriver Ekstra Bladet og TV 2.

Tirsdag blev der ifølge Ekstra Bladet afholdt en indledende høring, hvor 31-årige Kasper Eriksen forsøgte at blive løsladt mod kaution.

Ekstra Bladet har fået bekræftet oplysningerne fra en journalist på Mississippi Free Press, som også dækker sagen.

- Det var en indledende høring, hvor Kaspers advokat håbede på at få ham løsladt mod kaution, mens sagen kørte, skriver journalisten fra det amerikanske medie til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Men dommeren ville have en afgørelse om genåbning af Kaspers udvisningsordre, før han overhovedet overvejer en afgørelse om kaution. Så indtil videre er Kasper stadig tilbageholdt i Jena (by i delstaten Louisiana, red.).

Ifølge TV 2 havde danskerens advokat på familiens vegne anmodet om en prøveløsladelse af humanitære årsager.

Det lykkedes TV 2 at få en kort kommentar fra den 31-årige dansker, inden han blev ført tilbage i cellen:

- Jeg ved ikke så meget. De siger, at de har udsat det, fortæller han til TV 2.

Kasper Eriksen har ifølge TV 2 siddet indespærret i detentionscenteret i delstaten Louisiana siden midten af april.

Den 31-årige dansker var ifølge mediet i gang med at blive godkendt til statsborgerskab i USA, da han blev anholdt 15. april.

Ifølge Kasper Eriksen drejer sagen sig om en ti år gammel dokumentationsfejl i forbindelse med hans ansøgning om statsborgerskab, skriver TV 2.

Siden fængslingen har hans gravide amerikanske kone, Savannah Eriksen, og deres fire børn måttet klare sig i en campingvogn.

Ifølge TV 2 var Kasper Eriksen nemlig familiens eneste indtægtskilde og i gang med at bygge deres hus, da han blev anholdt.

Sponsoreret indhold