Krimi7. december 2020

Coronaekspert: Restriktioner for unge bliver effektive

De nye restriktioner i 38 af landets kommuner falder i god jord hos coronaekspert
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/breaking.jpg
 Foto: Canva

Regeringen har på et pressemøde mandag indført en række nye restriktioner i 38 kommuner, herunder København, Aarhus og Odense.

De nye restriktioner kommer, fordi smitten lige nu er i en voldsom stigning i de berørte kommuner. Og restriktionerne falder i god jord hos epidemilog hos Roskilde Universitet Lone Simonsen.

- Noget måtte vi gøre, for smitten har virkelig gået hurtigt opad bakke på det seneste. Nu er vi helt oppe på, at 1,4 procent af de testede er testet positive. I sommer var det bare på 0,2 procent, så det er jo en kæmpe stigning, siger hun til SE og HØR.

- Dødstallet og hospitalsindlæggelser er også begyndt at stige. Så det er et godt tidspunkt at gribe ind, før det bliver værre. Også inden vi kommer til jul og nytår, hvor det principielt kunne blive endnu værre, siger hun.

Lone Simonsen tror, at de nye restriktioner vil få en positiv effekt på den udvikling i smitten, vi har set over de seneste uger.

- Det er ret tæt på en fuld lockdown i de 38 kommuner, og det ved vi, virker. Men det er ikke lige så alvorligt, fordi de yngste klasser stadig kan komme i skole, og butikkerne ikke lukker. En fuld lockdown virkede rigtig godt i foråret, og vi så i november, at det virkede rigtig godt i Belgien. Og vi så det virkede rigtig godt i Nordjylland under minkkrisen, siger hun.

Specielt tror hun, at beslutningen om at al undervisning fra 5. klasse og op, kommer til at vise sig i de kommende ugers smittetal.

- Det med at forsøge og begrænse smitten blandt de unge ved at holde dem hjemme fra skoler, tror jeg bliver rigtig effektivt. Det er jo de 15 til 25-årige, der virkelig har haft høje smittetal.

- Det vil også være virksomt, at vi undgår de situationer, hvor rigtig mange mennesker mødes for eksempel i biografer, fitnesscentre og andre steder. Vi har for mange kontakter lige nu.

Lone Simonsen savner dog, at nogle åbner muligheden for at se på, om man kan begynde at masseteste befolkningen.

- For eksempel brugte de en anden strategi i Slovakiet, hvor de testede hurtigtestede hele befolkningen på en weekend. Og så fik de jaget smitten ned lige så meget, som man vil kunne gøre i en uge i lockdown. Det bør man i hvert fald tænke over, som et muligt våben, siger hun.

Nye restriktioner:

- Allerede gældende nationale tiltag forlænges til og med den 28. februar, herunder anbefalinger om begrænsning af social kontakt og forsamlingsforbuddet.

- En række særlige tiltag gældende for 18 kommuner i Hovedstadsområdet udvides til at gælde 38 kommuner.

- Der indføres en ’storby- og Sjællandspakke’, der gælder for følgende dele af Danmark: Hele Region Hovedstaden (Bornholm undtaget), Greve, Solrød, Faxe, Køge, Roskilde, Lejre, Slagelse og Vordingborg Kommune samt Århus og Odense.

Tiltagene omfatter blandt andet, at elever i de større klasser og studerende som udgangspunkt skal have fjern- og digital undervisning, serveringssteder skal holde lukket, og indendørs idrætsaktiviteter lukker ned.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet. Læs mere her.

Dagens smittetal er det højest registrerede indtil videre. 2046 er blevet smittet, mens 328 personer er indlagt på hospitalet. I alt er 26 flere indlagt end søndag. 43 personer er på intensiv og 29 er i respirator.

Det er en alamerende udvikling ifølge Lone Simonsen.

- For et par uger siden lå smittetallet konstant på omkring 1.000 pr. dag, hvilket var helt fint. Men siden har det sneget sig opad, og det er et udtryk for, at vi har mistet kontrollen med epidemien.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde på mandagens pressemøde, at man forventede at nå over 400 indlæggelser i løbet af ugen.

Det er indtil videre ikke noget, der bekymrer Lone Simonsen, men det er vigtigt at få bremset smitten med det samme.

- Kapaciteten i Danmark er på 200-300 i intensiv behandling, og der er vi slet ikke endnu. Men man kan meget hurtigt komme dertil, hvis det virkelig udvikler sig så hurtigt, som det gør nu. Hvis vi ikke gjorde noget nyt, ville stigningen være ca. 25 procent pr. uge, og så kommer man op på den maksimale kapacitet ret hurtigt, siger hun.

Sponsoreret indhold