Krimi23. marts 2020

Corona-virus: 12-årig amerikansk pige kæmper for sit liv i respirator

En lille pige i USA er angiveligt blevet testet positiv for coronavirus, og nu ligger hun i respirator, hvor hun stædigt kæmper for sit liv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega622890_001.jpg
 Foto: MEGA (arkivfoto)

Forældrene til en 12-årig pige i USA gennemgår i disse dage et sandt mareridt, efter deres lille pige er blevet lagt i respirator på Children’s Healtcare of Atlanta-Scottish Rite Hospital i delstaten Georgia.

Pigen, som i medierne bliver kaldt Emma, led ikke af nogle sygdomme inden, men fik den 15. marts konstateret lungebetændelse - og godt en uge efter blev hun testet positiv for COVID-19.

Det skriver flere internationale medier herunder CNN og Mirror.

Pigens tilstand er i øjeblikket stabil, og hun er blevet lagt i isolation på det amerikanske børnehospitalet.

Hun har dog fortsat brug for hjælp til at trække vejret, da sygdommen har ramt hendes lunger, og hun ligger derfor i respirator.

Hospitalet har bekræftet, at de har en patient indlagt, som er blevet testet positiv for corona, men de ønsker ikke at gå yderligere i detaljer.

”Patienten er fortsat i isolation, og vi har taget de nødvendige forholdsregler. Vi har ikke yderligere detaljer på grund af loven om patientens ret til privatliv”, sagde hospitalets talsperson Jessica Pope.

Sundhedseksperter har meldt ud, at det hovedsageligt er ældre og andre med sygdomme som risikerer at dø af coronavirussen.

Børn bliver også smittet og spreder virussen, men generelt udvikler de mildere symptomer.

Ud af i alt 45.000 bekræftede tilfælde i Kina er der kun ét dødsfald i aldersgruppen under 20 år, og ingen dødsfald blandt børn under 10 år. Det oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder.

En rapport fra de amerikanske sundhedsmyndigheder viser dog, at unge udgør en stor andel af de indlagte personer i USA.

Op mod 20 procent af de personer, som er indlagt og smittet med coronavirus i USA, er unge voksne imellem 20 og 44 år.

Der er ifølge rapporten fra onsdag dog ingen tilfælde under 19 år.

Et af pigens familiemedlemmer Justin Anthony har fortalt til CNN, at hendes tilstand bør fungere som et wakeupcall for de personer, som ikke bekymrer sig om sygdommen.

  • - Jeg ved fra helt tæt på, hvor farligt det kan være. Alle bliver ved med at sige, at det ikke påvirker unge mennesker. Men der er en 12-årig, som kæmper for sit liv. Folk bliver nødt til at holde sig adskilt. Folk bliver nødt til at tage sig af deres børn. Folk bliver nødt til at tage det her seriøst.

Sponsoreret indhold