Krimi25. oktober 2021

Colombias mest berygtede narkobaron skal udleveres til USA

Over 500 soldater og 22 helikoptere var involveret i anholdelsen af narkosmugleren Dairo Antonio Úsuga
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211024-224652-2-1920x1280we.jpg
 Abaca/Ritzau Scanpix

Colombias mest eftersøgte narkosmugler, Dairo Antonio Úsuga, skal udleveres til USA, efter at han lørdag blev lørdag blev anholdt af politiet.

Det skriver BBC natten til mandag dansk tid.

Narkobaronen, der også går under navnet Otoniel, leder en gruppe kaldet Golfklanen. Han blev lørdag anholdt i byen Necolí på landets caribiske kyst nær grænsen til Panama i en fælles indsats mellem hæren, luftvåbnet og politiet.

Golfklanen er det mest magtfulde narkokartel i Colombia, der er verdens største leverandør af kokain med USA som det vigtigste marked.

Derfor har Otoniel i årevis været på det amerikanske politis narkoenheds (DEA) liste over mest eftersøgte.

Narkobaronen har også haft en dusør udlovet af USA på fem millioner dollar - knap 44 millioner kroner - hængende over sit hoved.

Colombias forsvarsminister, Diego Molano, siger til avisen El Tiempo, at myndighederne har tænkt sig at efterleve USA's ønske om udlevering.

Derfor er Otoniel blevet rykket til en militærbase i Colombias hovedstad, Bogotá, forud for udleveringen. Det erfarer avisen El Nuevo Siglo ifølge BBC.

Operationen med at fange narkobaronen involverede blandt andet 500 soldater og 22 helikoptere. En politibetjent mistede ifølge BBC livet under operationen. Det oplyses ikke hvordan.

Politichef Jorge Vargas oplyste i weekenden, at Otoniel var bange for at blive fanget, og at han derfor "aldrig nærmede sig beboede områder".

I stedet har han ifølge BBC benyttet sig af et netværk af sikrede og afsidesliggende tilflugtssteder til at bevæge sig rundt.

Ifølge mediet har Otoniel heller ikke haft en telefon, men i stedet brugt budbringere til at kommunikere med.

For knap to uger siden lykkedes det dog myndighederne at fastslå hans position blandt andet ved hjælp af satellitbilleder.

Colombias præsident, Iván Duque Márquez, sammenlignede lørdag anholdelsen af Otoniel med drabet på verdens måske mest berygtede narkobaron, Pablo Escobar, i 1993.

Sponsoreret indhold