Krimi6. april 2023 (opd. 6. april 2023)

Christiania: En person er fundet druknet

Kort efter midnat fik politiet anmeldelse fra en borger, der havde set en livløs person i vandet ved fristaden Christiania
Politiet efterforsker et dødsfald på Christiania.
Politiet efterforsker et dødsfald på Christiania.
 Foto: presse-fotos.dk

Natten til torsdag er der blevet fundet en død person i vandet i en kanal ved Christiania i København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Jonathan Wald tidligt torsdag morgen.

- Klokken 00.16 får vi en anmeldelse om, at en person har fundet, hvad han mener er en livløs person i vandet.

- Vi kører derud og konstaterer, at der er en livløs person i vandet, som er afgået ved døden, siger vagtchefen.

Torsdag morgen kort før klokken 9 har politiet afsluttet sine undersøgelser på stedet. Det skriver Københavns Politi på Twitter.

- Og der er på nuværende tidspunkt intet der tyder på, at der skulle være tale om et kriminelt forhold, lyder det fra politiet.

Tidligere torsdag morgen oplyste vagtchefen, at sagen blev efterforsket bredt. Han sagde samtidig, at personen kan have ligget i vandet i nogle dage.

Tidligt torsdag morgen kendte Københavns Politi ikke identiteten på den afdøde. Det fremgår ikke af politiets tweet, hvorvidt man har identificeret vedkommende.

Sponsoreret indhold