Chokerende video: Her styrter proppet altan sammen midt i festen

Stemningen var høj i strandhuset ud til de brusende bølger på stranden i Malibu, Californien.
Men den vendte med ét, da fundamentet under de glade festdeltagere pludselig forsvandt.
Ni mennesker kom til skade – fire af dem så slemt, at de måtte en tur på hospitalet, da altanen under dem gav efter for vægten, og de alle styrtede ca. 4,5 meter ned mod stengærdet ud mod stranden.
Det skriver KABC.
Alarmcentralen i Los Angeles fik besked om ulykken omkring klokken fem om eftermiddagen.
Et højt knæk
Et øjenvidne fortæller, at han så selskabet – der var samlet til fødselsdagsfejring - styrte ned for øjnene af ham.
- Der var vel omkring ti mennesker på den bagerste altan, da vi pludselig hørte et højt knæk. Jeg så bogstaveligt talt alle mine bedste venner, samt min kæreste, falde næsten fem meter ned mod stenene, fortæller han.
Se den hårrejsende video af altanulykken her:
- Det var en sindssyg ulykke. Jeg ved virkelig ikke, hvad der skete. Altanen gav ligesom bare op, lyder det fra vidnet.
De foreløbige undersøgelser har vist, at det var kombinationen af en dårligt vedligeholdt balkon og en for stor overbelastning, der var årsagen bag kollapset.
Selvom flere mennesker blev hastet til hospitalet, oplyser politiet, at ingen af gæsterne på noget tidspunkt var i livsfare.
Herudover fremgår det ikke, hvor store skader de implicerede pådrog sig.
- Lige neden under var der store, og ret skarpe sten, så det var absolut en meget farlig situation. Heldigvis var der ingen, der kom alvorligt til skade, eller mistede livet, siger Ron Haralson fra brandvæsenet i Los Angeles.