Krimi24. januar 2023

Chokerende fund: Fandt udrydningstruet tiger midt i efterforskning

Midt i en alvorlig efterforskning fandt politiet for nyligt en tigerunge
Til politiets store overraskelse fandt de frem til denne bengalske tigerunge, da de efterforskede en alvorlig skudsag.
Til politiets store overraskelse fandt de frem til denne bengalske tigerunge, da de efterforskede en alvorlig skudsag.
 Foto: New Mexico Department of Game and Fish

Politibetjente fik sig formentlig noget af et chok, da de i sidste uge fandt frem til en bengalsk tiger midt i en efterforskning.

Der var trods alt tale om en lille tigerunge på godt 10 kilo, så politiet var ikke i umiddelbar fare for et angreb fra katten.

Oprindeligt var politiet i delstaten New Mexico kaldt ud til en skudepisode i byen Albuquerque, hvor der var blevet affyret flere skud i nærheden af en dagligvarebutik.

Det skriver ugemagasinet People.

Ved politiets ankomst til gerningsstedet fik de besked om, at en person var blevet skudt ude foran butikken.

Midt i efterforskningen lød der pludselig skud fra en nærtliggende hus-trailer.

Her fandt betjentene en bevæbnet mand, der var i besiddelse af en semiautomatisk pistol - han blev anholdt på stedet.

Fulgte blodigt spor

Under efterforskningen fandt politiet frem til et blodigt spor, der fulgte betjentene hen til en trailer i området.

Her forventede de at finde en skudsåret mand - men fandt noget helt andet.

I traileren lå nemlig den lille bengalske tiger, indespærret i et hundebur.

Den vurderes til at være et par måneder gammel med en vægt omkring de 10 kilo.

Tigeren er siden blevet taget i myndighedernes varetægt, og skal for nuværende bo ved en zoologisk have i Albuquerque.

Tigerungen har det ifølge myndighederne godt. En voksen bengalsk hantiger vejer normalt mellem 200 og 295 kilo, mens huntigeren normalt vejer mellem 120 og 180 kilo.
Tigerungen har det ifølge myndighederne godt. En voksen bengalsk hantiger vejer normalt mellem 200 og 295 kilo, mens huntigeren normalt vejer mellem 120 og 180 kilo.
 Foto: Albuquerque Politi

Det er ulovligt at eje en tiger i delstaten New Mexico, hvor de skal leve i en zoologisk have.

Den bengalske tiger er udrydningstruet, og det vurderes, at der lige nu findes mellem 3.200 og 4.500 bengalske tigere - halvdelen lever i Indien.

Sponsoreret indhold