Krimi9. marts 2024 (opd. 9. marts 2024)

Chauffør hos PostNord fanget efter omfattende pakketyveri

Et omfattende tyveri af airpods, mobiltelefoner og gaming computere fra PostNord-pakker koster ung chauffør seks måneders betinget fængsel og samfundstjeneste
Mens kunderne forgæves ventede på deres pakker med elektronik, solgte pakkebuddet tingene.
Mens kunderne forgæves ventede på deres pakker med elektronik, solgte pakkebuddet tingene.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

En ung chauffør hos PostNord kan nu kalde sig tidligere pakkebud, efter den 24-årige mand ved retten i Aalborg er idømt seks måneders betinget fængsel og samfundstjeneste.

I en periode fra maj til august 2022 forsvandt mindst 31 pakker sporløst. De indeholdt blandt andet airpods, mobiltelefoner og gaming computere.

Senioranklager Søren Riis Andersen fortæller ifølge TV 2 Nord, at manden i retten erkendte sine kleptomane tendenser, som begyndte i det små, men voksede sig store og resulterede i tyverier for omkring 200.000 kroner

- Nogle af tingene beholdt han, imens han solgte nogle andre, og det var fordi, at han skulle bruge nogle penge, forklarer han til regionalstationen.

En del af byttet blev fundet hos manden selv.

Den dømte, der var ustraffet, har modtaget dommen.

Sponsoreret indhold