Butikstyverier i kraftig stigning: Claus fik stjålet for 15.000 kroner midt på dagen

Det var først på aftenen.
Dagli'Brugsen i Brenderup på Fyn var åben, og der var kunder i butikken, som skulle gøre dagens indkøb.
Men trods et menneskemylder i den lille butik formåede nogle kunder at komme fra butikken med et stort antal varer uden at betale for dem.
– Der blev stjålet for 15.000 kroner i et hug. De stjal champagner, portvin, barberblade, cremer, batterier og shampoo, fortæller Claus Mollerup, der er brugsuddeler i Dagli'Brugsen i Brenderup, til SE og HØR.

I alt var der fire personer, der var involveret i tyveriet, og det var nøje tilrettelagt.
– En ældre kvinde kommer ind, og hun går og snakker i telefon, så kommer der tre yngre ind, som stjæler med arme og ben. Hun forlader butikken før de andre, siger han.
Episoden i Dagli'Brugsen i Brenderup er ikke enestående, for Claus Mollerup fortæller, at han ser en stigning i butikstyverier i hans butik.
Både Coop og Salling Group, som ejer store dele af de danske supermarkeder i landet, fortæller, de oplever, at flere kunder forlader butikkerne uden at betale for varerne.
– Vi oplever en stigning på 20 procent sammenlignet med samme periode sidste år, siger Lars Aarup, der er kommunikations- og analysechef i Coop, til SE og HØR.

– I lighed med resten af branchen oplever vi også en markant stigning i antallet af butikstyverier – særligt fra 2021 til 2022 har udviklingen taget fart.
- Vi oplever, at butikstyvene bliver mere kreative, pågående og til tider aggressive, skriver Jacob Krogsgaard Nielsen, pressechef hos Salling Group, til SE og HØR.
Det stjæler tyvene
- Vin
- Kød
- Chokolade
- Barberblade
- Elektronik
- Parfumer
Sidst, Claus Mollerup observerede et lignede antal butikstyverier, var for 15 år siden.
– Omkring finanskrisen var der også meget tyveri. Der er måske nogle, der er presset, for vi ser også en stigning i almindelige danskere, der stjæler. Det har både været ældre og yngre almindelige mennesker, siger Claus Mollerup.
Konsekvensen af de mange tyverier hos den fynske Dagli'Brugsen har været, at de dyre flasker vin og champagner nu bliver låst inde i et skab. Det samme er barberbladene.
Derudover har Claus Mollerup måtte øge antallet af overvågningskameraer i butikken, så han nu har i alt 35 kameraer hængende.