Krimi28. september 2023

Butikstyv knaldet: Tabte bukserne på vej ud af butikken

En 42-årig mand tabte onsdag mere end sin værdighed, da han begik butikstyveri i Næstved
Chokoladebarer i kiosk
En butikstyv havde onsdag fyldt lommerne så voldsomt med chokoladebarer, at han endte med at tabe bukserne, da han gik ud af butikken.
 Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Danske Anders bor ved siden af dobbeltdrab i Norge: Har næsten ikke sovet i nat

Onsdag må medarbejderne i en butik på Banegårdspladsen i Næstved have haft en lidt speciel dag på jobbet.

Her oplevede de nemlig en 42-årig mand, som havde fyldt lommerne til randen med det brune guld - så voldsomt, at han endte med at tabe bukserne på vej ud af butikken.

Det skriver Sydsjælland og Lollands-Falsters Politi i deres døgnrapport for onsdagens hændelser.

Den 42-årige mand blev ifølge politiet anholdt klokken 17.05 på Banegårdspladsen i Næstved.

Her havde manden åbenbart haft så voldsom en chokoladetrang, at han havde fyldt sine bukser med chokoladebarer.

Men også lidt for meget.

For da manden var på vej ud af butikken, endte han med at tabe bukserne.

Det viste sig, at den 42-årige havde hele 70 chokoladebarer gemt, men problemet med den store mængde var selvfølgelig vægten - for med sit lille uheld endte manden med at blive afsløret som butikstyv.

Han blev derfor anholdt og sigtet for butikstyveri.

Den mistænkte tyv er i forvejen kendt af ordensmagten for - ja, du gættede rigtigt - butikstyveri.

Sponsoreret indhold