Krimi30. november 2023 (opd. 30. november 2023)

Bulgarer er anholdt i Danmark for drab i Bulgarien

En 30-årig mand er fire måneder efter et drab, han er mistænkt for i Bulgarien, blevet anholdt i Danmark

En 30-årig bulgarsk mand er torsdag morgen blevet varetægtsfængslet i Aarhus.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Bulgarsk politi mistænker ham for at have begået et drab i Bulgarien 20. juli.

Siden drabet har manden været internationalt efterlyst, og de bulgarske myndigheder har anmodet om, at han bliver udleveret.

Østjyllands Politi skriver, at det har ledt efter manden, og at det onsdag lykkedes at finde ham på en adresse på Djursland.

Her blev han anholdt af politiet.

Manden er blevet varetægtsfængslet frem til 22. december.

På et senere tidspunkt skal Retten i Aarhus vurdere, om han kan udleveres til hjemlandet.

Det er ikke muligt for Østjyllands Politi at give oplysninger om selve drabssagen, lyder det videre.

Sponsoreret indhold