Brutalt drab: To teenagere med vildt motiv for mordet på spansklærer

Nohema Graber blev i november sidste år fundet banket til døde i den amerikanske by Fairfield i Iowa.
Myndighederne mener, at den dedikerede spansklærer havde fået så mange slag med et baseballbat, at hun til sidst afgik ved døden.
To teenagere, Willard Miller og Jeremy Goodale, sidder i disse dage på anklagebænken for det brutale drab.
På gerningstidspunktet var de to kun 16 år gamle.
Tirsdag afslørede anklagemyndigheden i retten at de mener, motivet til mordet angiveligt skulle være dårlige karakterer i spansk.
Efterforskere i sagen har tidligere forklaret i retten, at de mener, at den tiltalte Willard Miller mødtes med drabsofferet 2. november på Fairfield High School for at diskutere hans dårlige karakterer i spansk.
Nohema Graber blev fundet dræbt 3. november i Fairfield park, hvor hun var blevet forsøgt skjult under en presenning og en trillebør.

Efter mødet blev Nohema Graber set køre i sin varevogn med retning mod parken, hvor det var velkendt at hun yndede at gå ture, mener efterforskerne.
Under en time senere så vidner varevognen forlade parken, hvor to mænd sad i førehuset. Den blev senere fundet efterladt for enden af en landevej.
Sagens to tiltalte blev kort tid efter samlet op af et andet vidne på selvsamme landevej, har efterforskerne forklaret.
Nægtede alt, men ændrede hurtigt forklaring
I en afhøring hos politiet har Willard Miller beskrevet sine frustrationer over Nohema Grabers spansklektioner, og hvordan hans karakter i hendes klasse forværrede hans gennemsnit.

I første omgang benægtede han alt kendskab til sin spansklærers død, men forklarede senere at han vidste alt om, hvad der var sket.
Ifølge den tiltalte skulle de rigtige drabsmænd findes blandt en flok maskeklædte børn, der havde tvunget ham til at udlevere sin trillebør for at kunne flytte liget og køre drabsofferets varevogn væk fra stedet, fremgår det retsdokumenter.
Af dokumenterne står der ligeledes, at et vidne har udleveret et foto af en Snapchat-samtale, hvor Jeremy Goodale indrømmer, at han stod bag drabet i fællesskab med Willard Miller.

Williard Miller har i en senere afhøring ligeledes indrømmet, at han var til stede i parken, da mordet blev begået, og at han hjalp med at flytte liget.
Anklagemyndigheden mener, at mordet blev begået efter fælles planlægning af de to tiltalte.
De er i dag 17 år gamle, og vil ved dom blive straffet som voksne.
Straffen for drab i staten Iowa er fængsel på livstid.