Krimi9. juli 2021

Brutalt bandedrab: To teenagere får lange straffe

Ved Østre Landsret er to svenske teenagere idømt 16 års fængsel hver, tre andre fik livstid
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bb-92200.jpg
 Foto: Jesper Sunesen

To svenske teenagere er netop blevet idømt 16 års fængsel for et brutalt dobbelt bandedrab.

Det skriver Ritzau ifølge Ekstra Bladet.

De to svenske mænd er medlemmer af den frygtede bande Dødspatruljen. De var sendt til Danmark for at dræbe to medlemmer af den rivaliserende bande Shottaz.

I Herlev fandt de deres ofre i en bil foran et lejlighedskompleks. De to teenagere skød koldblodigt med pistoler og geværer mod rivalerne, der faldt om på stedet. En tredje person nåede at løbe fra drabsstedet.

De to dømte svenskere var kun 17 år på gerningstidspunktet tilbage i juni måned 2019. I byretten fik de 20 års fængsel, men landsretten har kigget på deres alder.

Tre andre personer er også dømt i sagen, de har alle fået livstid.

- Det er en meget grov forbrydelse, I har begået.

- Der er ingen formildende omstændigheder i den handling, I har begået, sagde retsformand Annette Dam Ryt-Hansen.

Retten lagde vægt på, at mordet skete foran flere vidner tidligt på aftenen, hvilket udviste total hensynsløshed.

Efter den brutale nedskydning flygtede de fem mænd fra boligblokken i Herlev. Senere fandt politiet to udbrændte biler med flere DNA-spor.

Et par dage efter drabet blev nogle af gerningsmændene anholdt i Aarhus, hvor de skjulte sig.

Sponsoreret indhold