Brugte vandhane som våben: Så trak politiet strømpistolerne

Politiet måtte anvende strømpistoler, da de sent torsdag aften anholdt tre personer på en adresse uden for Vordingborg.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
De tre anholdte - en 32-årig kvinde, en 35-årig kvinde og en 36-årig mand - var mødt op på adressen bevæbnet med en vandhane og en totenschlæger. De var ifølge politiet uønskede og truende.
- Det var tilsyneladende en uoverensstemmelse med beboeren på stedet, en 40-årig mand, som mundede ud i, at de tre mødte op på stedet, lyder det i døgnrapporten.
Den 36-årige mand havde en totenschlæger med, mens den 32-årige kvinde var bevæbnet med en vandhane. Hun havde også en peberspray i bilen.
De to blev sigtet for overtrædelse af våbenloven, og derudover blev de alle tre sigtet for trusler.
Efter at være blevet afhørt blev de tre personer løsladt igen.