Krimi13. oktober 2021

Britta Nielsens børn skyldige i hæleri: Får skærpet dom

Onsdag faldt der dom i ankesagen i Østre Landsret
https://imgix.seoghoer.dk/britta_0.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Svindeldømte Britta Nielsens tre voksne børn idømmes mellem to og fire års fængsel i Østre Landsret for at have fået del i millioner fra svindel.

Samina Hayat er idømt fire års fængsel. Jimmy Hayat får tre års fængsel, mens Jamilla Hayat fik den mildeste straf på to års fængsel.

Dermed idømmer landsretten de tre børn hver et halvt år mere, end de fik i byretten.

Britta Nielsen svindlede sig igennem en årrække til 117 millioner kroner i Socialstyrelsen. En stor del af de penge gik til hendes børn, døtrene Jamilla Hayat og Samina Hayat og sønnen Jimmy Hayat.

Retten i Glostrup idømte i juli sidste år de tre børn fængselsstraffe for groft hæleri.

Den fandt det bevist, at børnene måtte have indset, at det var sandsynligt, at værdierne stammede fra et kriminelt forhold, og havde accepteret det.

Børnene har forklaret, at de troede, pengene blandt andet kom fra den arv, som faren efterlod ved sin død i 2005. Den arv var dog kun på 290.000 kroner.

Millionerne, der blev overført fra Britta Nielsen til de tre børn, gik til alt fra værdifulde heste og dyre biler til grunde i Sydafrika.

Vidnede i Retten

I byretten ønskede Britta Nielsen ikke at vidne i sagen mod sine børn, men i landsretten afgav hun vidneforklaring.

  • - Jeg er nervøs, og jeg er ked af at være i den her situation. Jeg har det godt med at give mit syn på sagen. Jeg håber på, at jeg kan give en baggrund for, hvorfor jeg sidder her, og mine børn sidder på anklagebænken, sagde hun dengang.

Brita Nielsen forklarede i retten, at hun gennem hele børnenes opvækst havde været manipulerende, og at pengene primært var brugt på hendes egne interesser, hvorfor børnene var uskyldige.

- Jeg har dirigeret min mand, og jeg har dirigeret mine børn. Jeg forsøger at tage affære på deres vegne, hvis de er for stille. Skulle jeg gøre det om, ville jeg ønske at jeg kunne give dem mere selvstyre. Det har aldrig været i ond hensigt, sagde hun.

Men Østre Landsret valgte altså ikke at formilde børnenes dom på trods af Britta Nielsens vidneforklaring.

Sponsoreret indhold