Krimi29. september 2021

Britta Nielsen grædefærdig i landsretten: - Jeg har dirigeret mine børn hele mit liv

Britta Nielsens tre børn blev alle tre dømt for groft hæleri for i alt 50 millioner kroner i byretten sidste år. Nu kører ankesagen i Østre Landsret, hvor Britta Nielsen afgiver vidneforklaring – noget hun ikke ønskede at gøre i byretten
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/britta_0.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Da den svindeldømte Britta Nielsen sidste år var indkaldt som vidne i byretten sidste år i sagen mod hendes tre børn, forlod hun vidneskranken, da hun fandt ud af, at hun ikke havde pligt til at afgive forklaring.

Onsdag fik Britta Nielsen igen chancen for at vidne under børnenes ankesag i Østre Landsret. Denne gang var hun indkaldt som vidne af sønnens advokat Jan Schneider.

Britta Nielsen tog plads i vidneskranken iført rød, prikket skjort, sorte bukser og blå kondisko. Hun virkede rolig og virkede ikke synderligt påvirket.

  • - Jeg er nervøs, og jeg er ked af at være i den her situation. Jeg har det godt med at give mit syn på sagen. Jeg håber på, at jeg kan give en baggrund for, hvorfor jeg sidder her, og mine børn sidder på anklagebænken, lød det først fra Britta Nielsen.

Hun forsøgte at tegne et billede af, hvordan hun gennem hele børnenes barndom og voksne liv har været i en meget kontrollerende rolle og mere eller mindre tog beslutninger for børnene.

  • - Jeg elsker mine børn. Ingen tvivl om det. Men jeg har, set i bakspejlet, været en forælder der ville det hele. Jeg har været meget bestemmende, lød det fra Britta Nielsen.

Blandt andet fortalte hun om, hvordan hun nærmest tvang datteren Samina ind i hestesporten og fastholdt hende i den, selvom hun ikke havde lyst til det.

  • - Det var mine behov. Når jeg kigger i bakspejlet, ser jeg en lille pige, der ikke har lyst til at sidde på en hest og alligevel får hevet hende tilbage på hesten, sagde Britta Nielsen med gråd i stemmen.

Desuden forklarede Britta Nielsen om, hvordan hun havde sørget for at købe forskellige grunde i Sydafrika til sønnen Jimmy, og selv taget initiativ på hans vegne.

  • - Det gjorde jeg i bedste mening. Set i bakspejlet er det de ting, jeg har gjort hele mit liv. Jeg har dirigeret min mand, og jeg har dirigeret mine børn. Jeg forsøger at tage affære på deres vegne, hvis de er for stille. Skulle jeg gøre det om, ville jeg ønske at jeg kunne give dem mere selvstyre. Det har aldrig været i ond hensigt, siger hun.

Hun fortæller, at når børnene stillede spørgsmål til, om der nu var råd - hvadenten det var til dyre heste eller sommerhuse i Sydafrika - så spurgte man aldrig to gange.

- Det er på grund af min personlighed. Når jeg har sagt, at tingene skal være på en måde, så bliver det sådan. Hvis jeg har sagt, at vi har råd, så har vi råd, siger Britta Nielsen.

Var naiv

Samina, Britta Nielsens yngste datter, er den af børnene, der er dømt for det største hæleribeløb på 37,2 millioner kroner.

Størstedelen af den sum blev overført til hendes firma i forbindelse med hendes ophold på Schonnemühle stutteri i Tyskland til køb af mange dyre heste.

Men selvom det var Saminas konti, som pengene blev overført til, var det i realiteten Britta Nielsen der styrede den, lød forklaringen.

Samina koncentrede sig kun om at passe hestene og ride på dem.

Da Saminas forsvarer spurgte ind til, om ikke Britta Nielsen havde overvejet, om hendes børn kunne komme i problemer, svarede hun igen med gråd i stemmen.

- Jeg var simpelthen så naiv. Jeg har så stor en tro på at jeg aldrig ville blive opdaget. At jeg overførte penge til en konto, som jeg bestemmer over, har jeg aldrig kunnet tro ville ramme mine børn.

- Fornøjelsen og har været hos mig. Jeg troede, jeg satte dem i centrum. Men jeg har kørt mine egne interesser. Jeg har aldrig troet, at mine børn kunne komme i klemme i et bedrag, jeg har lavet, siger Britta Nielsen.

Fortalte sandheden til sidst

Da det gik op for Britta Nielsen i september 2018, at hun var ved at blive opdaget, rejste hun til Sydafrika.

Først da hun landede her, fortalte hun sin søn Jimmy, at hun havde begået årelang svindel i Socialstyrelsen.

Da sagen begyndte at rulle i medierne i oktober, fortalte hun sine to døtre om kriminaliteten.

Dømt i byretten

Børnene blev alle dømt for groft hæleri i Retten i Glostrup sidste år.

Retten fandt det bevist, at børnene måtte have indset, at det var sandsynligt, at værdierne stammede fra et kriminelt forhold, og havde accepteret det.

De valgte alle dengang at anke sagen til Landsretten med henblik på frifindelse.

I byretten forklarede børnene, at de troede, pengene blandt andet kom fra farens arv. Den arv var dog kun på 290.000 kroner.

Pengene gik til alt fra værdifulde heste og dyre biler til grunde i Sydafrika.

Retten tilsidesatte børnenes forklaringerne, og lagde vægt på de store beløb over en lang periode samt værdien af hestene og bilerne, der blandt andet omfattede en Range Rover og en Audi A4.

Britta Nielsen og hendes mand havde desuden haft en almindelig økonomi.

Samina Hayat blev idømt tre år og seks måneders fængsel. Jimmy Hayat fik to år og seks måneders fængsel, mens Jamilla Hayat fik den mildeste straf på halvandet års fængsel.

Ifølge byretten fik børnene sammenlagt cirka 50 millioner kroner. Flest fik Samina Hayat, der blev dømt for groft hæleri for cirka 37,2 millioner kroner.

Britta Nielsen svindlede sig igennem en årrække til 117 millioner kroner i Socialstyrelsen. Hun fik en dom på 6,5 års fængsel.

Sponsoreret indhold