Krimi2. februar 2024

Brite kendt skyldig i første retssag om udbytteskat

Guenther Klar er blevet idømt en fængselsstraf på seks år for at have bedraget den danske statskasse

De danske skattemyndigheder har nu rettens ord for, at de er blevet godt og grundigt snydt af Guenther Klar.

I Retten i Glostrup er den 54-årige brite af en enig domsmandsret blevet kendt skyldig i at have begået bedrageri for 320 millioner kroner.

Pengene blev uberettiget blev udbetalt som refusion af udbytteskat.

Som følge deraf er Guenther Klar blevet idømt en fængselsstraf på seks år.

Han udvises samtidig fra Danmark med et indrejseforbud for bestandigt.

Dermed er der faldet afgørelse i den første af de tre sager, anklagemyndigheden har rejst for at stille dem, man mener er ansvarlig for svindelnummeret, til ansvar.

Sagen mod Sanjay Shah er hovedsagen i komplekset. Han er tiltalt for med hjælp fra Anthony Mark Patterson at have svindlet statskassen for over ni milliarder kroner.

Sagen mod Shah og Patterson begynder 29. februar.

Guenther Klar har tidligere arbejdet sammen med Sanjay Shah i sidstnævntes selskab Solo Capital.

Klar fortsatte derefter på egen hånd og stiftede selskabet Salgado Capital.

Det var herigennem, at han fra 2012 til 2015 konstruerede dokumenter, der fik de danske skattemyndigheder til at tro, at forskellige investorer ejede danske aktier for flere milliarder kroner, at der havde været et udbytte, og at der var blevet betalt udbytteskat.

Papirerne, som Salgado Capital konstruerede, blev brugt til 147 gange at anmode om refusion af udbytteskat.

De danske skattemyndigheder var overbevist og åbnede tegnebogen, hvorefter der i alt blev udbetalt, hvad der svarede til 320.758.845 kroner.

Anklager Anders Møllmann har i retssagen kaldt Guenther Klars manøvrer for et røgslør.

- Der var ingen aktier, ingen udbyttebetalinger, ingen ret til at tilbagesøge udbytteskat, sagde Møllmann, da han kom med sine afsluttende bemærkninger i sagen.

Guenther Klars forsvarsadvokat Katrine Gottlieb insisterede på det modsatte, da hun skulle opsummere for retten, hvorfor hendes klient var uskyldig.

- Der var handler. Der var aktier. Der var ret til at tilbagesøge udbytteskat. Der var ikke noget røgslør, lød det fra Gottlieb, som kaldte sin klients arbejdsmetode for en "investeringsstrategi".

Men Retten i Glostrup er altså uenig: Guenther Klar har ført skattemyndighederne bag lyset og er skyldig.

Sponsoreret indhold