Krimi27. september 2021

Brandstifter dømt - jagtede vidner med kokkekniv

Byret i Sønderborg idømmer mand behandling for at stifte brand og true kvinde, der ville ringe efter hjælp
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210927161952466_1000.jpg
 Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 48-årig mand satte 10. juni sidste år ild til sin lejlighed i Egernsund nær Gråsten, og bagefter truede han en kvinde, der tilsyneladende ville ringe efter hjælp, med en kokkekniv.

Det udviklede sig yderligere, da han umiddelbart efter - med kniven hævet over hovedet pegende fremad - løb frem mod en mand og råbte: "Jeg slår dig ihjel".

Han stak kniven mod mandens bryst, men drabsforsøget mislykkedes, da andre vidner afværgede angrebet.

Samtidig truede han også en anden mand med, at han ikke var bange for at bruge kniven og løb mod ham med kniven hævet over hovedet.

Mandag eftermiddag har Retten i Sønderborg afgjort sagen fra sidste år. Den nu 49-årige mand er dømt for brandstiftelse, trusler og drabsforsøg.

Han får dog ikke en almindelig straf, men er dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling med mulighed for genindlæggelse. Det fortæller sagens anklager, Jesper Fjord Sønderup.

- Det indebærer, at han skal starte med at være indlagt, og så vurderer overlægen i samarbejde med Kriminalforsorgen, hvornår det er betryggende at udskrive eller løslade, siger anklageren.

Den 49-årige mand har ifølge anklageren nægtet sig skyldig i anklagerne, men har erkendt de faktiske omstændigheder.

- Han har - som sanktionen også afspejler - været i en tilstand, hvor han har været sindssyg i gerningsøjeblikket og har af samme grund ikke hukommelse om alt, hvad der er foregået, siger Jesper Sønderup.

Ifølge anklageren har manden valgt at modtage dommen. Der er dog mulighed for, at anklagemyndigheden kan anke afgørelsen, hvis den vurderer, at han bør idømmes en hårdere straf.

Sponsoreret indhold