Brandfolk måtte tirsdag hjælpe to heste ud af en røgfyldt stald, da der udbrød brand på en rideskole ved Fortunen i Lyngby.
Det skriver Beredskab Øst på Facebook.
Onsdag tages der hul på undersøgelser om årsagen til branden, har Nordsjællands Politi tidligere oplyst.
Da beredskabet ankom til rideskolen, var det lykkedes for brugere af rideskolen og andre at redde de fleste af hestene ud, men der var stadig to i deres bokse.
Derfor indsatte brandfolkene med det samme to hold af røgdykkere til at få de sidste heste ud.
- Forholdene var ganske kaotiske, og brugerne af rideskolen og andre tililende havde allerede inden Beredskab Østs ankomst fået styr på flere heste, lyder det.
Brandfolkene fik ført de to heste til en nærliggende fold.
Nordsjællands Politi oplyste tirsdag til Ritzau, at hverken mennesker eller dyr kom til skade i branden.
Beredskabet skriver på Facebook, at det "ikke er hver dag", at man laver dyreredning.
Allerede da beredskabet var på vej til branden, tilkaldte man forstærkninger. I alt var man til stede med tre indsatsledere, fem holdledere, 25 brandfolk og 12 brandkøretøjer.
Branden brød ud på Fortunens Ponycenter.
I opslaget på Facebook takker beredskabet personerne omkring ponycenteret og Hotel Fortunen for deres hjælp i forbindelse med branden.