Krimi1. april 2022

Brand i skanner på Herlev Hospital udløste stor udrykning

Mindre brand i lokale for skanningsudstyr udløste sprinkleranlæg. Flere etager er ramt af vand- og røgskader
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dsc03101.jpg
 Foto: Presse-foto.dk

En større beredskabsstyrke blev fredag formiddag sendt mod Herlev Hospital uden for København, da der indløb en melding om brand.

Beredskab Øst oplyser, at 15 brand- og redningskøretøjer samt cirka 30 brandfolk blev udkommanderet for at slukke branden på hospitalet, som er blandt landets største.

Herlev Hospital består blandt andet af en 25 etagers bygning, som er 120 meter høj. Men det er ikke i den bygning, der har været ild.

- Den høje bygning er sengeafsnittet. Der, hvor der har været brand, er i behandlingsafsnittet i den lave bygning, fortæller Michael Kim Andersen, der er viceberedskabsdirektør hos Beredskab Øst.

Han fortæller, at branden opstod i et lokale, hvor hospitalet har skanningsudstyr:

- Branden har udløst det automatiske brandalarmeringssystem, som er gået ind til os. Og så er sprinkleranlægget blevet udløst. Det betyder, at der er en del vandskade på stedet.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/dsc03111.jpg
 Foto: Presse-foto.dk.

Da brandfolkene ankom til stedet, var der ifølge viceberedskabsdirektøren fortsat ild, men den blev hurtig slukket og bredte sig ikke til andre lokaler. Dog har der været en betydelig røgudvikling.

- Der er vandskade og røgskade, som har spredt sig til flere etager. Vi er fortsat på stedet for at forsøge at begrænse skaderne, og så tager skadeservice over, fortæller Michael Kim Andersen.

Københavns Vestegns Politi har oplyst, at der ikke er nogen tilskadekomne ved branden.

Selve årsagen til branden er endnu ukendt.

Sponsoreret indhold