Brændte Mette F dukke af: Vil have afvist sagen

Forsvarerne for tre mænd, der er tiltalt for trusler i en sag om en dukke af statsminister Mette Frederiksen (S), mener, at sagen helt skal afvises.
Det oplyser de tre advokater i Retten på Frederiksberg, hvor sagen tirsdag morgen er begyndt.
- Det er begrundet i et anklageskrift, som efter min opfattelse er mangelfuldt, siger forsvarer Birgitte Skjødt.
Mændene er tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 119, der handler om trusler mod offentligt ansatte.
I anklageskriftet beskrives, at mændene skal have fremsat truslerne ved et medbringe og hænge dukken, der havde en løkke om halsen, og var påsat et foto af statsministeren.
Dukken havde også et skilt, hvor der blandt andet stod: "Hun må og skal aflives.
Nederst i anklageskriftet står "hvorefter der blev sat ild til dukken". Og særligt det sidste hæfter forsvarer Birgitte Skjødt sig ved.

- Det er efter min opfattelse en beskrivelse af en gerning, som ikke nærmere nævner, hvorved det skal være sket, og hvem der skal have været med til det, siger hun.
Hvis ikke sagen afvises, ønsker de tre mænd at blive frifundet.
Senioranklager Søren Harbo mener ikke, at sagen skal afvises.
Han lægger desuden vægt på, at forsvarerne burde have gjort opmærksom på det før, hvis de ikke mener, at anklageskriftet var klart nok.
- Forsvarerne burde have gjort opmærksom på det, der var uklarhed om straks, siger han.
Dukken blev hængt op i en lygtepæl under en demonstration arrangeret af gruppen Men in Black lørdag 23. januar 2021.
