Krimi13. april 2025 (opd. 13. april 2025)

Børn reddet med helikopter

Børnene blev sejlet tilbage til land i god behold

To tyske børn drev søndag eftermiddag i en gummibåd flere hundrede meter ud i Nibe Bredning i Limfjorden.

Nordjyllands Beredskab sendte en helikopter i luften og en redningsbåd i vandet, før børnene blev sejlet tilbage til land i god behold.

Det skriver Nordjyske.

En redningssvømmer blev også hejst ned til gummibåden, da børnene ikke havde redningsveste på.

Indsatsleder Frank Winther fortæller til mediet, at den tyske familie skulle prøve en ny gummibåd, da vinden trak den ud på "måske 300-400 meter".

- Og børnene havde ikke kræfter til at padle den ind igen, siger han til Nordjyske.

Det var en beboer i området, som hjalp med at slå alarm omkring klokken 13.

Det endte godt, men med "lidt kolde børn og en lidt rystet far", lyder det videre.

Faren til børnene fortæller til Nordjyske, at det ikke var meningen, at børnene skulle ud i bredningen.

Han var under redningsaktionen i kontakt med sine børn via mobiltelefon.

Sponsoreret indhold