Blotter i Frederikshavn: Viste sin penis til 10-årige piger
Den 6. december i mellem klokken 17.30 og 18.05 begik en endnu ukendt gerningsmand tre blufærdighedskrænkelser i Frederikshavn.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I det første forhold blev tre piger på 10 år krænket, da gerningsmanden viste dem sin penis.
Det skete ved Kælkebakken ved Søparken i Frederikshavn.
Omkring klokken 18 skete det så igen. Denne gang gik det ud over en 24-årig kvinde, der på Engparken i Frederikshavn, fik vist mandens penis, mens han onanerede.
I det tredje forhold - omkring klokken 18.05 - blev en 12-årig dreng og en 12-årig pige krænket ved Frydensstrandskolen, da gerningsmanden endnu engang blottede sin penis.
Vidner beskriver gerningsmanden som en 30 årig mand, spinkel af bygning, dansk af udseende, mørkeblå/sort jakke med hætte, grå arbejdsbukser.
Han medbragte en cykel, der muligvis var en mountain bike.
Det er politiets opfattelse, at der er tale om den samme gerningsmand, idet alle tre forhold er sket inden for et kort tidsrum og inden for et lille geografisk område.
"Vi tager den slags anmeldelser meget alvorligt, og vi har indledt efterforskningen for at få identificeret og pågrebet den formodede gerningsmand", siger Carsten Straszek, der opfordrer alle med oplysninger til at ringe 114.